United States or Australia ? Vote for the TOP Country of the Week !
Hun saa ikke og hørte ikke. Hun stod under Schønaichs mest brændende Ord, helt ligegyldig, og hørte ikke, studerede blot de Maagers Navnechiffer paa sin Elfenbensvifte. Men til saadanne Tider laa der noget som Kamp i Luften; Schønaich vendte sig helt fra hende og talte kun til de andre.
Plettens tunge Alvor slørede deres Sind med mild Sorgmodighed. Her aabnede Ellen sit Hjerte og siddende ved Moderens Gravsten fortalte hun om sin Barndoms Kummer. Hun fortalte om sit ensomme Liv og om Faderens Elendighed. Saa talte ogsaa han. Og Ungarns hele Skønhed med de vide Stepper og de store Floder den fik Liv her ved de Maagers Gravsted.
Skrinet var fuldt af gamle Smykker, brede Halskæder og Bælter med ædle Stene, Resterne af de Maagers Glans. Han fortalte, hvem de havde tilhørt, og naar de var skænket. Ellen saa paa Smykkerne, som de laa der straalende i Rad paa Bordet, begyndte at sammenligne og veie dem i Hænderne ... Hun følte næsten Ærefrygt, naar hun tog dem.
Erik kom efter Begravelsen til Veile. Til Formynder fik han en Prokurator, der pryglede ham en hel Del og ellers lod ham løbe, som han vilde. Han kom i en lav Klasse i Skolen, og der sad han saa og drev og blev en lang, opløben Knægt med hørgul Manke og døsige Øine. Munden var de Maagers: en kruset, begærlig Mund, som lignede en Kvindes.
Tjenestefolkene kaldte hende Frøken; hun havde sit eget Værelse, hvor de Maagers Skjold prangede baade over Speile og paa Puder, og Lind holdt af at kalde hende for Spøg: Deres Naade, ligefra den Dag, hun var blevet indskrevet i Valø.
Da hun havde været gift med Maag i tre Aar, blev hun frugtsommelig. Under sit Svangerskab faldt hun Dag for Dag mere sammen, og hun døde strax efter Fødselen. Arvingen til de Maagers Navn og Fattigdom var en Søn, Han fik Navnet Erik. Der blev antaget en Amme, og hun og Jacques var de eneste, der tog sig lidt af Barnet. Christen Maag saa ham kun sjældent og Sønnen syntes ham helt ligegyldig.
Der var gyldne Spænder med de Maagers Navnetræk sammensat af funklende Stene, og Kæder, hvor Slægtens eget Skjold vekslede paa de sammensatte Led med de Billers og Hvidernes Lillier. Der var Ringe og Baand til Armen og Rosetter til Atlaskes Sko. Saa rev Ellen pludselig Haaret ned, saa Fletningerne faldt om hendes Skuldre, og hun fæstede hurtigt et Par Kæder om Hoved og Hals.
Ellen var bleg og trist; sky for Mennesker blev hun ogsaa, og tilsidst lagde hun sig tilsengs: hun vilde ingen se. En Morgen fandt man hendes Lig i Graven. Disse to var de Maagers Slægtsagn. Men forfængelig og pragtsyg havde hele Slægten været og en egen Tørst havde den haft efter at naa det yderste i alt. Maade kendte de ikke i noget.
Der hvilede hun bag et kostbart Gitter, med de Maagers kronede Skjold over Navnet Marie. Men da Madam Lind var reist, var der just ikke mange, der brød sig stort om lille Ellen. Ellen Maag var tolv Aar, udviklet som Børn er flest i hendes Alder, smal over Skuldrene og lidt opløben.
Og som en gylden Slange faldt de Maagers Kæde spillende i Havens Middagssol ned i Gravens Vand. Ellen vendte sig og gik ned i Lindegangen. Men nogle Dage efter reiste Mademoiselle. Ellen blev konfirmeret om Efteraaret. Præsten i Nørup var en asketisk Mand, som prædikede mest om Synden og den evige Fortabelse.
Dagens Ord