United States or Tajikistan ? Vote for the TOP Country of the Week !
Hvis denne Formodning er rigtig, og hvis denne Hund virkelig har tilhørt ham, kan man jo antage, at Dyret har søgt tilbage til Kysten, hvor saa 'Waldeck's Kaptajn fandt den." "Det er ogsaa kedsommeligt," sagde Dick Sand, som havde hørt paa Kaptajnens Bemærkninger, "at Dingo ikke selv kan fortælle os, hvorledes den har lært disse to Bogstaver at kende, og hvorfor den altid knurrer ad Kokken."
"Kun faa Ord er nødvendige for at forklare Sagen," sagde han. Han talte meget hurtigt og gik med hastige Skridt frem og tilbage i Værelset. "Det var Korsikanere, disse to Mænd, og jeg havde kendt dem i min Ungdom. Vi har tilhørt det samme Broderskab de korsikanske Brødre, som vi kaldte os.
"Jo, saavidt jeg ved, havde Kaptajnen kun haft Hunden i to Aar," svarede Negeren, "og han har selv fortalt mig, hvorledes han fandt den, og at han ingen Anelse havde om, hvor Dyret kom fra eller hvem den tidligere havde tilhørt. Med en herreløs Hund er man værre faren end med et Hittebarn, sagde Kaptajnen altid, for den kan ikke gøre sig forstaaelig."
Skrinet var fuldt af gamle Smykker, brede Halskæder og Bælter med ædle Stene, Resterne af de Maagers Glans. Han fortalte, hvem de havde tilhørt, og naar de var skænket. Ellen saa paa Smykkerne, som de laa der straalende i Rad paa Bordet, begyndte at sammenligne og veie dem i Hænderne ... Hun følte næsten Ærefrygt, naar hun tog dem.
Josef Kaim stod og følte paa Stenene, der sad i Krans rundt om Staven. -Det er et Scepter, sagde Maria Carolina. -Det har tilhørt Maria Stuart. Det gav et Sæt i Josef Kaim: Maria Stuart, sagde han. Han gik til Vinduet med Sceptret i Haanden. Det var næsten mørkt, saa de knap saa' hinandens Ansigter, skønt de stod sammen tæt ved Vinduet.
Derinde stod to Senge: en stor, solid Dobbeltseng af mørkt Mahognitræ; heri sov den gamle Frue ... og en lille, bitte Jærnseng til Stasia. Lidt efter listede ogsaa den døvstumme sig ind bag Forhænget. Hun svømmede forsigtigt af Sted i en uhyre Natkjole, der havde tilhørt hendes Herskab. Og paa Brystet skinnede den højrøde, gloende Silkesløjfe.
Marschalindens Øjne strejfede uvilkaarligt Brillantbaandet om Hendes Naades Hals, medens Faderen, en Smule hastigt, bøjede sig frem mod hendes Skulder og sagde: -Det var nogle dejlige Perler, Harriette. -Ja, sagde Marschalinden, der tog op om Collier'et: det er ogsaa historisk. De siger, det har tilhørt Madame Dubarry.
Min kære lille Violette ventede mig i Klyngen, og hun hvinede af Henrykkelse, da hun saa mig komme ned imod sig. Men hende vilde jeg ikke op paa. Nej, jeg var mere dreven end som saa. Jeg valgte tværtimod en lille lodden Kosakhest og løste den med saa stor en Overlegenhed, som om den havde tilhørt min Fader før mig. Den havde paa Ryggen en stor Sæk med Plyndringsgods.
De havde det lidt, og han vilde just gaa. -Skatte Deres Højhed.... Hendes Højhed tog et Nøgleknippe i et Skrin og aabnede et lille Skab i Væggen: Det vil ikke op, sagde hun. Endelig gik det: Ja, det er vort Musæum her. Hr. Kaim blev staaende fire, fem Skridt fra hende med halvbøjet Hoved. Hendes Højhed tog et lille Skrivetøj ud af Skabet. -Det har tilhørt Napoleon, sagde hun og rakte ham det.
Men hvorom alting er, man vidste det ikke, og det var ogsaa meget vanskeligt at konstatere. Naar man hele sit Liv har tilhørt et og samme Samfund har Beundringen og Misundelsen i slige Beregninger Fakta at arbejde med. Men Grevinden havde aldrig opholdt sig meget længe paa et Sted.
Dagens Ord