United States or Madagascar ? Vote for the TOP Country of the Week !
Hun saa' ind af en Glug: Ja, sagde hun, det er Italien. Der var kunstigt Lys derinde foran Billederne, der straalede i stærke Farver. -Hvor det er smukt.... -Det er Golfen, sagde Huus, ved Neapel. Billedet var ikke slet. Blinkende Sol laa over Golf og Strand og Stad. Baade fløj hen over Vandets Blaa. -Neapel, sagde Katinka sagtere. Hun blev ved at se ind.
"Jeg haaber, at De ikke bliver ked af det," sagde han, "men en af mine Venner, Lord Robert Vavasour, kommer i Eftermiddag han forstaar sig meget godt paa Malerier. Jeg havde rent glemt, at jeg havde bedt ham om at komme og se paa Billederne." Jeg sagde, at han var Vært, og hvorfor skulde jeg have noget imod hans Gæster.
Se, der var Lindene, hvorunder Kongesønnen havde spist. Der havde han siddet og der laa den Gang Humlehaven og der Saa holdt han inde forvirret ... Men den lille blege Købmandsdatter spurgte ham, hvad der saa blev af. Hun druknede sig, sagde Erik. I Graven der. Nu maatte de sé Billederne i Riddersalen. Tak, ja det vilde de gjerne.
Christens Tid, og hun havde sin Viden fra Jacques fortalte hende vidt og bredt om Billederne. Meget af, hvad hun fortalte, forstod Ellen slet ikke, men det vidste hun, at alle de store Mænd var af hendes Slægt, og naar hun siden kom hjem til Veile, fyldte hun alle Bøger med Storheden fra Thorsholm.
Frøkenen var begyndt at nikke i sin Stol Frøkenen blev let søvnig, naar hun skulde høre og snart sov hun med Hænderne foldede over sin Kat. Katinka holdt inde og sad tavs. Udenfor blev Gassen tændt og lyste Stuen op: Billederne paa Væggen, det gamle Uhr og Frøkenen, som sov med sin Kat paa Skødet og Hovedet ned paa Brystet.
Huus saa' i Gluggen ved Siden af det samme Billede. -Har De været der? -Ja to Maaneder. -At sejle #der#, sagde Katinka. -Ja til Sorrento.... -Sorrento. Katinka gentog det fremmede Navn sagte og dvælende. -Ja, sagde hun at rejse. De gik ned langs Gluggerne og saa' ind paa Billederne ved Siden af hinanden. Regnen faldt svagere mod Taget tilsidst kun dryppende Draaber.
Løsenet i denne Naturalismens Førstevaar var jo Arbejdet ude i Naturen som det alle Dage burde være det. Gamle Malere som P. C. Skovgaard malede efter Studier Billederne hjemme i Atelieret, heraf disse mærkelige brune eller grønne Farver, som gav saa lidet af Naturen.
Thi alt som hun gik, begyndte hun at brænde som i Feber, mens alle Aarer bankede. Hun havde ikke Ro, gik rastløs fra Væg til Væg. Hun gav sig til at tale til Billederne Og hun talte høit om sine Sorger hun gav sine Lidelser Ord hun raabte i Kummer. Aa hvor hun led, hvor hun led. Hun rakte Hænderne frem, hun græd, hun bad, hun besvor. Hvad kunde hun dog gjøre ved sin Fader?
Den gamle Mand tænkte paa sin Barndom, den lykkelige Tid, da Livet kun er som at sidde og se Billeder i en stor, tyk Bog. Og fra Barndommen var han gledet ind i Ungdommen som alle andre og havde set Billederne blive levende og træde sig i Møde. Da havde han set, at Fjældet var grønt, Himlen blaa og Havet mørkt og alvorligt.
Og han greb Billederne, kraftige og farverige som de kom, ogsaa barokke og outrerede, men altid skiftede de, og han kunde forelske sig besynderligt i et enkelt Ord eller en enkelt Sætning, og saa kunde han gentage den i sin Tale, saa den kunde blive som et Musikstykke, hvis Thema kommer igen og kommer igen.
Dagens Ord