United States or Christmas Island ? Vote for the TOP Country of the Week !
»Du har glemt at fortælle om Rederens Søn fra Mispah!« afbrød Konen som for at faa Manden fra de bekymrede Mindelser om de to Ulykkelige paa den norske Brig. »Naa-ja,« sagde Niels Jensenius, »Rederens Søn var en af de ni, der druknede, da Skibsjollen kæntrede, og efter det der var Rigdom nok, hvor han hørte til, saa lovede Faderen en Belønning for hans Lig.
Se, der var Lindene, hvorunder Kongesønnen havde spist. Der havde han siddet og der laa den Gang Humlehaven og der Saa holdt han inde forvirret ... Men den lille blege Købmandsdatter spurgte ham, hvad der saa blev af. Hun druknede sig, sagde Erik. I Graven der. Nu maatte de sé Billederne i Riddersalen. Tak, ja det vilde de gjerne.
»Der var, hvad vi kalder for »tykt« Hav,« sagde Manden, »saadan lumsk og graassig, den Gang, te Lars druknede paa Fiskeriet, og saa kan man ingen rigtig Særing have af det, der kan komme hvad Vejr det skal være, men Fiskeriet maa jo passes, naar ikke da det ligefrem stormer ... Men en sære Træf var det nu ligegodt med Lars Kruse.«
Ved Tro har han indstiftet Påsken og Påstrygelsen af Blodet, for at den, som ødelagde de førstefødte, ikke skulde røre dem. Ved Tro gik de igennem det røde Hav som over tørt Land, medens Ægypterne druknede under Forsøget derpå. Ved Tro faldt Jerikos Mure, efter at de vare omgåede i syv Dage. Ved Tro undgik Skøgen Rahab at omkomme med de genstridige; thi hun modtog Spejderne med Fred.
Hun sad igen og saa ud over Mosen. Hvem er hun? En Kvinde her fra Egnen, som druknede sit Barn derude i et Hul. Til Straf gav Vorherre hende en usigelig Længsel. Hver Nat maa hun op af sin Grav for at søge efter det. Ogsaa hun rejste sig. De stod lige ved Siden af hinanden. Ingen tør gaa derud. Kun een har engang vovet det, og ham saa de aldrig mere.
Og over dette Insekt glemte den lykkelige Naturforsker lige paa Stedet, at Skibets Kaptajn og hele hans Mandskab for kun faa Timer siden var druknede lige for hans Øjne. Uagtet de andre tiloversblevne ikke saa let var i Stand til at afryste den knugende Følelse, som den pludselige Ulykke havde fremkaldt, gik Livet dog, i det udvortes, snart i sin rolige og vanemæssige Gænge.
Men Hovedstaden var falden, Staten var opløst, den ene Provins kunde ikke holde sammen paa Riget, der allerede laa i Ruiner. Og saa druknede da ogsaa efterhaanden det gamle Galliens Kultur under Barbarstrømmen fra Øst. Dets Byer brændte, dets Kunstskatte forsvandt, man rev dets Marmormonumenter om for at bygge Borge og Fæstninger af dem.
Præsten meente vel, at det havde ingen Fare, for »Ukrudt forgaaer ikke saa let«, men Gamle lod sig ikke stille tilfreds, men var gaaet ned til Fjorden for at søge efter os. Da han ikke havde fundet os, var han atter kommen tilbage, aldeles fortvivlet: han var ganske vis paa, at vi vare druknede.
De fire, som kom levende i Land, slap fra'et paa den Maade, te nogen af os sprang ud i Havstokken med Liner om Livet og greb dem, dèr hvor de drev af for Strømmen.« ... »Ja«, siger Konen og ser beundrende paa sin Mand, »Niels Jensenius bjergede da selv én af de fire paa den Maade ... Han lever saamænd endnu ... Om de druknede Skagbofolk blev der lavet en Vise, en pæne en, kan A huske.
Fridrichs Pande opklaredes, og mens han stødte Stolen tilbage og gik henimod Døren, druknede han sin Tilfredshed i en Storm af deltagende Ord og Forsikringer. "Altsaa iaften," sagde William kort. "Jeg beder Dem underrette Deres Gæster om, at Liget bliver ført bort endnu iaften." Hr. Fridrich bed sig paany i Læben, bad om at maatte lægge en Krans paa "Hr. Faderens" Kiste og forsvandt.
Dagens Ord