United States or Timor-Leste ? Vote for the TOP Country of the Week !
De raabte alle med, med skinnende Ojne, og paa en Gang sang de, "den tapre Landsoldat", med hoje, larmende Roster, alle undtagen Provsten, der begyndte at gaa op ned paa Gulvet, urolig som paa de store Offerdage i sit Sakristi, og Kammerherren, som kun stod med sit hvide Skjortebryst frem og smilte. Gamle Fangel vaagnede af sit Blund ved Sangen.
-Det er jo en Sorg, jeg horer om, sagde han og hilste paa den Naermeste ... Ja Sindsforvirring kan vel falde paa de Svage. Og ogsaa for Kvinderne har Gud haft en Provelsens Tid ... en mojsom Tid, sluttede Provsten. Praesterne samstemmede, ligesom lettede, og Klokkerne begyndte at ringe igen.
Det havde ikke liden Betydning, at der fandtes en Mellemmand imellem Provsten og Alumnerne, hvis Tid ikke var optagen af anden Embedsgjerning, og som derfor kunde færdes ganske anderledes imellem Studenterne og gjøre nærmere Bekjendtskab med de Enkelte. Man saa ham ofte iblandt dem paa Bænken under Linden, og hans private Bolig stod aaben for Enhver, der ønskede hans Raad eller Selskab.
-Ja, en hed Karl var han, sagde han, og sloges som en Roverkaptejn. De blev ved at tale om Ryes Ord: "den skal tages og nu frem "; om Schleppegrel; og om de Meza, der skiftede Handsker midt under Kugleregnen. Hver fortalte hojlydt sit undtagen Kammerherren, Provsten og den Enarmede, de stod sammen midt i Stuen og talte om Regeringen, der kendte sit Ansvar.
Men Provsten og Sagføreren sad saa dybt begravet i deres Pelse, at de hverken saa eller hørte. I skal se, at der spekuleres paa Rævestreger, sagde Nils siden baade Loven og Profeterne er ude! ... Kør til , Lars! Da Landaueren holdt foran Ravnsholt Hovedbygning, kom imod Sædvane kun en Tjenestepige frem i Døren. Hvordan staar det til med Godsejeren? spurgte Nils.
Sofie kom ind med tilbundet Hoved med Aviser og Post, mens de sang endnu, og de holdt alle op som med et Ryk: -Endelig, endelig, sagde Provsten som stakaandet og greb efter Tidenderne. De havde ventet paa Posten i Timer nu. -At han dog kom tilsidst, sagde Baronen febrilt, og sogte sin Avis i Bunken.
Og det er ikke bare Hjernespind, Naar jeg Dem siger: var ej vores Lind I fordums Tid Plantet af Hviid, Var dette blevet gjort af Ussing. Thi er det Sorg, er det Munterhed, Der fylder disse røde Rønner, Med Raad og Daad altid godt han ved At hjælpe sine Plejesønner. Derfor han skal i Krans med Gaard og Lind I kær Erindring leve i vort Sind, Medens vi nu Med Tak i Hu Vil raabe: længe leve Provsten.
Sten, der sad overfor Kapellanen, slog begge sine Haender ned paa hans Skuldre og saa den lille Gudsmand fortvivlet ind i Ansigtet: Skammen, Mand, Skammen, sagde han og hans Hoved faldt ned imod Bordet, som om han ikke kunde baere det mer. Men saa gik der som et pludseligt Stod gennem Provsten, og han rejste sig midt iblandt dem: -Inat har man forraadt Danmark, sagde han, rank igen, i sin Flok.
-De er gaaet, de er gaaet, lallede han, mens han sogte at lofte Haanden med et Brev, han holdt et Telegram, som Provsten tog og laeste og tabte ned, mens han blev staaende, ret op paa Trappen med stive Haender, over alle de andre, som var stimlede ud. Saa gik Provsten ned, ind i Stuen, Sten stottede ham. De vidste det alle nu, men ingen talte maaske et halvt Minut talte ingen.
C. Bjerre, havde været særlig virksom. Han havde blandt Andet skrevet en Sang for Provsten, som jeg ikke kan lade være at meddele, da det er et af de allersmukkeste Minder, jeg har medbragt fra Regentsen . En fuldstændig Fremstilling heraf findes i det i den Anledning udgivne lille Mindeskrift "Regentslinden." Regentslinden. Kbhvn. 1885.
Dagens Ord