United States or Malaysia ? Vote for the TOP Country of the Week !
Der, der, skreg den Gale, hidset af Lyden af Klokkerne. Laes, horer du laes ... lad os alle bede. Tine knaelede ned. Bogstaverne voksede sig store paa Bladene foran hendes Ojne, og hun laeste og laeste og vidste ikke, hvad hun laeste: "Herre vaer os naadig, vi have biet efter dig, vaer aarle vor Arm, vor Frelse i Nodens Tid". -Ja, ja, raabte den Syge med opspilede Ojne: bed, lad os bede.
Hun saa den tomme, urorte Seng, og et Ojeblik stod hun forvirret uden at forstaa, for hendes Ben begyndte at vakle og hun lob hen over Loftet og raabte, meningslost, ind i Gavlkammeret, ud af Lugen: -Tine, Tine! Saa taug hun igen. Hun taenkte: Bolling horer det. Hun sogte at besinde sig, faa fat blot i en Tanke: -Hun er naturligvis hos de Syge, sagde hun. Hun er hentet ned til de Syge.
Bolling var forrest; Stormen naesten udblaeste Lyset. De foer imod Kirkegaardens Haekker og snublede over Stene. -Horer I, horer I, raabte den Syge. Det lod som Jordskaelvs Dron. Tudende lob Ajax og Hektor om mellem deres Ben. Stormen stod mod Kirketaarnets Dor og holdt den til. Men Bolling rev den op. Der var en Luft derinde som i en Grav. Doren slog i for de hylende Hunde.
Denne Uro og Mangfoldighed bunder, tror jeg, i det Syn, ingen kan forandre. Jeg ser nu en Gang saaledes. Jeg ser mine Personer kun i Billede efter Billede og kun i Situation efter Situation horer jeg dem tale.
Herluf og Tine legede Tagfat over Lysningen, mens Berg og Fru Berg gik bagefter Arm i Arm. De kom ud paa Landevejen: lys og klar laa Aftenluften over de plojede Marker hvor Tine, hun lo henne bag Omdrejningen! -I saadan Luft horer man Tine, sagde Berg, der standsede. Skovrideren mente altid, Tine havde en Rost for fri Luft, saa frejdig som Vorherre havde givet hende den.
De lyttede begge efter Aanden, som kom saa svaert, saa tungt; Moderen havde rejst sig saa kastede han sig tilbage. -Laeg ham laeg ham. De lagde ham ned igen. Saa var det, som vilde han lofte Hovedet og han sogte om Ord: -Annie Mo'er Annie horer I Fuglene? Og idet han strakte de stivnende Haender frem og smilte, sagde han: -Ja, hvor Livet skal blive smukt.
-De har stukket Ild paa Jorden, sagde han hastig, hviskende og aandelos: Der er Ild i Jorden horer I horer I ... der er Ild i Jorden. Og pludselig, greben af Raedsel, rev han sig los, mens Madam Bolling skreg byldtende alt omkring sig, Klaeder og Taepper, raabende, ustanselig, skrigende paa Lygten: -Lygten, Lygten skal vi ikke se, hvordan Jorden braender? Og han begyndte at le. -Jo, Fa'er, jo.
-Hvor er Himlen dog hoj, sagde Tine, der ufravendt saa ud i den blanke Luft. De Bortdragendes Signaler var doet hen, og Solen var ved at gaa ned. Tine satte Drengen bort med et Saet. -Der er de, sagde hun og stod op. Ane havde intet hort. Men der lod Skridt bag Bakken af en kommende Trup. -Nu naaer de Bakken, horer du? -Ja, nu kommer de, sagde Ane traegt.
-Det er jo en Sorg, jeg horer om, sagde han og hilste paa den Naermeste ... Ja Sindsforvirring kan vel falde paa de Svage. Og ogsaa for Kvinderne har Gud haft en Provelsens Tid ... en mojsom Tid, sluttede Provsten. Praesterne samstemmede, ligesom lettede, og Klokkerne begyndte at ringe igen.
De ved meget bedre Besked ... Jeg kan ikke staa der og snakke om ... om den Historie! Den Sag kommer ikke mig ved! Hvad kan jeg gøre for, at han og hun ligger og ... ligger og horer sammen! Stakkels, stakkels Dreng! sagde den gamle Frue og klappede Sønnen paa Armen. Men Helmuth trak sig igen bort ligesom angest for Moderens Berøring.
Dagens Ord