United States or Kenya ? Vote for the TOP Country of the Week !
-Det er Oen, der braender, hviskede hun. Lugerne slog voldsomt ind mod Taarnets Mur; det var, som Himlen sendte alle Vande over Jorden, mens i den rode Rand Rogens Skygger sprang som onde Dvaerge. Det gav Ryk paa Ryk i Taarnets Dor. Hundene foer jublende ind dernede. Tine havde vendt sig. Lygten greb hun hun troede, hendes Hjerte skulde stanse.
Hendes Piger kom ikke og man horte hendes Raab ude i Gaarden. ... Kanonerne lod uforstyrrelig gennem Natten. Det bankede paa Skolens Dor, der allerede var i Laas. -Det er mig, sagde Tine. Madam Bolling lukkede op. Hun saa kun sin Datter som en Skygge imod Morket. Natten gik, og Dagen lysnede. Det var naer ved Middag naesten, for man paa Pladsen vidste, at nu stormedes Dybbol.
Bolling var forrest; Stormen naesten udblaeste Lyset. De foer imod Kirkegaardens Haekker og snublede over Stene. -Horer I, horer I, raabte den Syge. Det lod som Jordskaelvs Dron. Tudende lob Ajax og Hektor om mellem deres Ben. Stormen stod mod Kirketaarnets Dor og holdt den til. Men Bolling rev den op. Der var en Luft derinde som i en Grav. Doren slog i for de hylende Hunde.
Han var altid saa bange for Ild og Lys med de mange Mennesker, og han kom fra en Vandring rundt om sine Lader. De stod et Ojeblik sammen paa Trappen. Natten var mork, saa de kun som Skygger saa Gaardens Laenger, og alting var stille; kun et Kreatur skrabede i sin Baas. Saa lod der ligesom en Puslen henne ved Bryggersets Dor. -Hvad er det? spurgte Berg, som foer han let sammen.
-Aa, det er vel Borgestuedoren, svarte Tine og blev med et for et Ojeblik forvirret. Det altid ligesom puslede, ud og ind, hen paa Aftenen, henne i Bryggerset, hvor Maren havde sit Paulun. De stod et Ojeblik endnu tause i det dybe Morke. -Godnat, sagde Berg saa og rakte frem efter hendes Haand. -Godnat. Tine gik ind, hun sad paa sin Seng endnu, da det rorte ved hendes Dor.
Ude fra Bryggerset blev Maren ved at synge, saa det lod skingert ud i den morke Gaard: Og derfor graeder Mand og Kvinde, derfor er Glaedens Dor nu lukt; Taknemlighedens Hjaerter binde en Krans, som blomstre skal saa smukt Thi Mindet aldrig slettes ud om Danmarks Fred'rik, nu hos Gud! Tine sad med foldede Haender i sit Skod, mens Ajax og Hektor laa med store Ojne paa Gulvtaeppet ved hendes Fodder.
Provsten og flere Praester gik ind i Salen, hvis Dor blev staaende aaben, saa det hvide Ansigt paa sin Pude laa som stirrede det opmaerksomt frem gennem begge Stuer. Hans Hojaervaerdighed mumlede et Skriftsted, og Praesterne havde foldet Haenderne. Saa vendte Hojaervaerdigheden sig, og henne ved Vinduerne talte han, omgiven af Embedsbrodrene, om Haerens Bevaegelser og Konferencen i London.
... Til ud paa sidste Nat havde de hort de Saaredes Jammer, der slaebtes forbi til Horup Hav nu horte man hver Stonnen saa langt gennem Stilheden. Og saa var alt blevet tyst. Dagen kom. Det var, som var Pladsen dod. Smedjen stod tom, og Smeden kom ikke til sin Gerning. Ingen aabnede Kroens lukkede Dor. Madam Bolling og Tine sad, pakkede i Sjaler, Time paa Time, kun stirrende og stumme.
Madam Henrichsen stod bag Klyngen i sin Dor. Hun saa ud, som havde hun meget stor Lyst til at hugge i Sofie. -Ja hun var det gronne Trae, sagde hun og saa ufravendt over paa Skolens hvide Lagener. Der skulde noget til, for Madam Henrichsen tog sin Tilflugt til Bibelord. Der blev en storre Bevaegelse, da Hojaervaerdighedens Vogn korte frem.
Tre Maend laa, da Tine kom, i Gangen under et Par udbredte Kapper, og et Par vildfarne Born var faldet i Sovn paa Loftstrappen, indsvobte i et Sjal. Ingen Dor var lukket, og Snavset, som var fort ind af hundrede Vejfarne, var storknet paa alle Taerskler. I Dagligstuekakkelovnen taendte to Fremmede Ild.
Dagens Ord