United States or Czechia ? Vote for the TOP Country of the Week !
Hans Hojaervaerdighed holdt det lovemankede graa Hoved rankt, og med sin myndige og runde Stemme, der fyldte Stuen blodt, laeste han bredt og klart Korrespondancens Ord, som oplaeste han en Proklamation; mens de andre sad med Blikket faestet paa hans Ansigt, taust hengivne, et Par med foldede Haender og han blev ved at laese. Sofie var blevet staaende henne ved Klaveret, hvor hun graed.
Provsten og flere Praester gik ind i Salen, hvis Dor blev staaende aaben, saa det hvide Ansigt paa sin Pude laa som stirrede det opmaerksomt frem gennem begge Stuer. Hans Hojaervaerdighed mumlede et Skriftsted, og Praesterne havde foldet Haenderne. Saa vendte Hojaervaerdigheden sig, og henne ved Vinduerne talte han, omgiven af Embedsbrodrene, om Haerens Bevaegelser og Konferencen i London.
Provsten havde taenkt, der kom vel en Del Embedsbrodre sammen og var saa ogsaa taget herhen. Ojeblikket var vigtigt og det var godt at have Rede paa Stemningen for at retlede efter Evne. Paa Trappen fik han Ulykken tilhvisket af en Kapellan. Hans Hojaervaerdighed stod et Par Sekunder konsterneret og meget uvis. Men saa gik han ind, hvor alle Praester modtog ham i Taushed.
Tine laa ned paa Knae med Hovedet mod Fruens Brev. Hun maerkede noget varmt mod sine Haender: det var Ajax og Hektor, som havde lagt sig paa Taeppet. De slikkede hendes Haand. Det var Hans Hojaervaerdighed Biskoppens Vogn, som kom frem for Skolen. Han vilde blot se til gamle Bolling.
Baronen korte med: man maatte dog have Efterretninger. -Ja, sagde Hans Hojaervaerdighed, da de bojede ud af Alleen: Om blot Haeren stod ret paa Hojde med vor Regerings Energi. Berg horte ikke den bortrullende Vogn han saa kun Tines Ansigt, da hun loftede det mod Provsten. Forgaeves gik han to Gange frem over den lyse Gaard, hun saa ham ikke og rorte sig ikke.
Folk brod ud af Kirkegaarden, og fra Pladsen horte man mange Stemmer Praesterne vendte tilbage, faamaelte og overraskede. De havde genkendt Bispens Vogn. Men da endnu alle stod i den forreste Stue, aabnede Hans Hojaervaerdighed Doren og kom ud. Han nikkede stille til alle, og Praesterne bukkede tause.
Doren til Kokkenet stod aaben; ved Bordet arbejdede Tine, Sofie og Maren i samme Raekke de vaskede de skidne Tallerkener i et Par Baljer og slog Affaldet ud. Hojaervaerdigheden talte til Tine og spurgte til Bolling. Hun loftede kun sit Ansigt og saa paa ham som forstod hun ikke, med et Blik som En, der gaar i en hemmelig Vildelse. Hans Hojaervaerdighed vendte sig og gik ud til sin Vogn.
Han sad kun med Blikket faestet paa Vinduet: i Alleen gik de stilfaerdige, ludende Soldater og paa Vejen sled de Nysaaredes Konvoi sig langsomt frem i Solen. Hans Hojaervaerdighed saa intet. Han gik kun ophidset op og ned med store Skridt som paa Offerdage i sit Sakristi og talte hojere og hojere: Stormen var jo alles Haab og nu taltes om Tilbagetog.
Han gik gennem Stuen forbi Grupperne af tause Officerer, ud i Gangen, hvor han modte Berg og Baronen. Stilheden i Huset trykkede Hans Hojaervaerdighed det var, som ingen mer turde tale rigtig hojt naesten: kun hans Tribun-Rost lod lige fyldigt op med Kanonerne.
-Men Regeringen vil kende sin Pligt den viger ikke tilbage den vil ikke taale et nyt Dannevirke den vil give sine Befalinger. Den har netop givet dem , Hr. Pastor, sagde Majoren, der ikke tog Ojnene bort fra de Doendes Tog, som fortes hjem i Solen. Begge Herrer taug og Hans Hojaervaerdighed brod, lidt forvirret, op: han vilde kore om ad Hovedkvarteret.
Dagens Ord