United States or Vietnam ? Vote for the TOP Country of the Week !
Hans Excellence havde strakt Haanden ud mod den slanke Tjener: -Et Glas, sagde han. Det var et Glas Champagne, som Hans Excellence fik og tømte i ét Drag: -Styres ikke alt Skyggespil, sagde han, af en oprakt Finger? Mens Gehejmeraadinden lo, hørte man Professor Berger sige i Stilheden Herrerne var blevet røde i Hovederne : -Det er vel altid Hovedformaalet at lindre Patienternes Smerter.
Han sad og stirrede lige ud i Luften, som om intet var sket, lige forbi Mandslingen, der stod og skrævede og fyldte op foran ham. Saa skar Mandslingens pibende Stemme gennem Stilheden. "Tyv." Kæmpen løftede langsomt sin svære Krop, saa han sad oprejst i Stolen. Saa skød han Albuen ind over Disken, lænede Hovedet mod Haanden og saa paa Mandslingen, der stadig stod og skrævede.
Men nu hørte Mikkel Stilheden igen, og nu var den meget forandret, saa stærk og syngende, saa fuld af dump Underlyd, at den skrækkede ham. Det var otte Aars Liv i Hjemløshed, der mindede, det var otte Aars endelige Ingenting, der spillede Salme i hans Øren og ikke vilde tie.
Jeg antager, at min Tale havde gjort sin Virkning, og at ingen ønskede at være den første til at kompromittere sig i Kejserens Øjne. Prinsessen saa sig omkring med lynende Øjne, og derefter brød hendes Stemme Stilheden. "Skal en Kvinde virkelig give Franskmanden Svar!" raabte hun. "Er det muligt, at der ikke mellem Lützows Jægere findes En, der kan bruge sin Tunge lige saa godt som sit Sværd?"
Men han følte ikke mere nogen Glæde ved hendes Nærhed. Vel vilde han sidde ved hendes Side, men de to skulde være alene, og hendes Pludren skulde blot fylde Stilheden om ham. Nu sad hun der og larmede uskønt bakkantisk.
Men længe efter, at han havde lagt sig til Ro, hørte han Vennen gaa med rastløse Skridt op og ned ad Gulvet. Og der gik Time efter Time. Nede paa Gaden stilnede Larmen af Færdsel og Liv. Men han laa hen i Stilheden uden at kunne faa Søvn laa og stirrede ud i Mørket, der syntes ham saa tæt og dybt, at det aldrig vilde kunne vige for Dag og Sol.
Hun holdt tidt op og saa ud for sig med Hovedet støttet i sin Haand. Man hørte i Salen kun Kortenes sagte Fald mod Bordet, naar de spillede, og Hofmarschallens Gammelmandshoste, som han søgte at faa til at tage sig ud som en diskret og undertrykt Latter, der lød saa umotiveret hen i Stilheden. Hendes Højhed lod Haanden synke og saa sig rundt i Salen.
Og Stilheden bredte sig paa ny. Man hørte kun Urets Dikken og den lille hæse Lyd af Traaden, naar Fruen drog den igennem Lærredet ... Saa bragede der pludselig et Stykke Kul inde i Kakkelovnen, saa Stumperne raslede mod Laagen. Naa ...! sagde Herredsfuldmægtigen. Ja e ... smilede Fruen næsten undskyldende.
Og efterhaanden som de gik, lænede Ellen sit Hoved til hans Skulder, og bøiet over hende, hvidskede han endnu sagtere; og blev der en Taushed, mødtes deres Blik, mens de smilede, og de hørte Vindpustene, som sukkede i Lindebladene, og den fjerne Støi fra Markerne, hvor et Par Hunde gav sig til at halse i Stilheden.
Lange Skygger lægger sig over Vejene. Jeg bliver staaende længe og ser efter dem. Der er kun Mørke foran mig. Jeg begynder at gaa. Natten er inde, Smaafuglene sove. Stilheden gør mig bange. Ikke engang mine egne Skridt kan jeg høre mod Mosset. En snigende Angst for at nogen skal volde dig Fortræd ... det gør ondt inden i mig. Min Hund kommer springende ned imod mig.
Dagens Ord