Og i hastig Længsel stansede hun Bernstorf midt i Salen: -Kom der er Carl lad dem spille en Vals. Og hun forlod ham. Hvorfor har De glemt mig, Carl, sagde hun. Kom, lad os danse. Hun saa det kendte Glimt over hans Ansigt, og hun smilede. Hun var bleg, og hendes Næsebor skælvede. Kom vi vil danse ... Det er en Vals. Valsen var mild; den vuggede blidt.

-Aa den gaar over ved Spænding ... Skal vi to spille? -Om hvad? -Saameget De vil. 10 Kroner. Ellen tog sin Portemonnæ op: Ja, sagde hun, hvis det kan more Dem. Hun blev staaende bagved. Den lille Komtesse Rosenkrands modtog hendes Kort: Køb, sagde hun. Bernstorf gav et Kort. Igen, sagde hun. Hun fik endnu et Kort og havde tabt. Hun blev ved at holde ti Kroner og tabte.

Men Bernstorf blev ved; og stakaandet, betaget af sit eget Hjertes Slag, gled Ellen Urne langsomt ud i Dansens Rus. Hun talte ikke: med Hovedet noget frem, hed og med aabnede Læber laa hun tung i Grev Betnstorfs Arm. Hendes Blik blev dugget; for Øret blot den fejrende Storm. Da, midt i Hvirvlen, som gled, steg Carl Urne frem.

De andre var hørt op at spille, sad lidt tause i Kredsen rundtom. Hun vandt. -Bliver De ved? Bernstorf blandede Kort. -Ja, med halvtreds. Hun traadte hen til Bordet, blev staaende og holdt selv Kortene. Hun tabte; og vandt og tabte. -Mer Mer hun havde atter tabt. Baronesse Rosenkrands reiste sig og lagde Armen om hendes Liv. -De ruinérer Dem, sagde hun. Ellen hørte ikke. En Gang endnu.

Det er spændende. -Mer. Hun tabte. -Mer. Hun spillede omkap med Hungren. -Mer, sagde hun. Mer. Hun havde atter tabt. Hun rystede sin Portemonnæ, den var tom. Lad os holde op, sagde Bernstorf. -Nei. Hvorfor. Hun smøg et Armbaand af sin Arm: Dér, sagde hun. Tag det for 100. Der blev ganske stille, ingen sagde et Ord. Baronesse Rosenkrands tog sin Arm bort fra Ellens Liv. -Giv. Hun fik Kortet.

-Jeg køber. Bernstorf gav et Kort lidt forfjamsket; saa ét endnu. -Et til. Ellen vendte Kortene: Tabt. Hun saa over paa Bernstorf og følte Tausheden om sig, og søgte Carl. -Ja han sad der angst. Og pludselig betvang hun sig, og idet hun rakte Kortet med Armbaandet frem imod Carl, sagde hun: -Carl indløs mine Jettons. Den Nat lukkede hun ikke et Øie.

Grevinde Rosenkrands saa, at hun var meget bleg, og reiste sig: De har det vist ikke godt, sagde hun. -Aa tak det er kun lidt Tandpine. Hun gik nærmere til Bordet og betragtede Spillet. Det evindelige: -Køber De. -For hvormeget? Irriterede hende, mens hun led. Bernstorf saa op fra Kortene. Hvorfor spiller De ikke, Grevinde Urne, spurgte han. -Jeg har Tandpine, sagde hun.

Ellen reiste sig for at paa den nye Tur, der var ikke Damer nok, og Bernstorf skreg: -En Dame, Grevinde Urne, en Dame ... Ellers gaar Turen i Stykker ... Bernstorf førte hende ud. Kæderne føg sammen, jog frem og bort. Ellen fik stakaandet atter Bernstorf. -De jager Livet af os hører De, Bernstorf, jeg kan ikke mere ... De maa holde op. Ellen dansede meget rank næsten, som stred hun imod.

Og med ét vaagnede han, og fornam atter Springvandets Lyd og Ellens Stemme, der igen var klar, skønt den skælvede. -Kom, Vilsac ... Giv mig Armen, min Ven Dansen er begyndt. Og de gik tilbage til Salene. -Bernstorf Bernstorf. Det er for voldsomt. Hvirvel i hele Salen. Unge Grev Bernstorf førte op. Ellen blev skubbet og stødt.

En Dag i Begyndelsen af Foraaret var Urnes til Middag hos Grev Rosenkrands. Om Aftenen spillede man Halvtolv. Man satte fem og tyve Øre ud. Bernstorf holdt Bank. Ellen havde bedt sig fri for at spille med, hun sad lidt, fra Bordet, Morfinlængslen pinte hende. Uden at tænke paa de andre, begyndte hun at gaa frem og tilbage paa Gulvet mellem Vinduerne.