United States or Ecuador ? Vote for the TOP Country of the Week !
Hendes Naade havde under Bordet grebet Jægermesterens Haand, der var hed som Ild, mens Baronesse Rosenkrands, der skød Brystet frem over Bordet, sagde: -Gud, der maa da være en frygtelig Skinsyge i saadan et Harem. -De dumme Fruentimmer, sagde Gehejmeraadinden.
Grevinde Rosenkrands saa, at hun var meget bleg, og reiste sig: De har det vist ikke godt, sagde hun. -Aa tak det er kun lidt Tandpine. Hun gik nærmere til Bordet og betragtede Spillet. Det evindelige: -Køber De. -For hvormeget? Irriterede hende, mens hun led. Bernstorf saa op fra Kortene. Hvorfor spiller De ikke, Grevinde Urne, spurgte han. -Jeg har Tandpine, sagde hun.
Det er spændende. -Mer. Hun tabte. -Mer. Hun spillede omkap med Hungren. -Mer, sagde hun. Mer. Hun havde atter tabt. Hun rystede sin Portemonnæ, den var tom. Lad os holde op, sagde Bernstorf. -Nei. Hvorfor. Hun smøg et Armbaand af sin Arm: Dér, sagde hun. Tag det for 100. Der blev ganske stille, ingen sagde et Ord. Baronesse Rosenkrands tog sin Arm bort fra Ellens Liv. -Giv. Hun fik Kortet.
Baronesse Rosenkrands skød Kirsebærmunden frem: -Ja, det vil det vel, sagde hun og sukkede uden at vide hvorfor. -Skal vi køre? spurgte hun Baronen, der kom til. -Ja, min Pige, sagde Baronen; og Baronen og Baronesse Rosenkrands, der skulde til Rout hos den engelske Minister, gik rundt og sagde Farvel.
Men Gehejmeraadinden vendte sig om imod Baronesse Rosenkrands, der gik bagved hende med Professor Berger og sagde, mens hun betragtede hendes Nedringning: -Det er nydeligt, hvad Du viser, Lydia. Men jeg haaber, Du pakker Dig godt ind, naar Du kører hjem.
Grevinde Schulin var vendt tilbage til Fru Rosenkrands' bortløbne Kusine og afsluttede sine Bemærkninger ved at sige: -Aa Gud, ja, det er godt, man har sine Børn. -Ikke sandt, Tante Hvide? sagde hun og nikkede til Hendes Naade, der smilede over sin lysende Halssnor.
-Aa den gaar over ved Spænding ... Skal vi to spille? -Om hvad? -Saameget De vil. 10 Kroner. Ellen tog sin Portemonnæ op: Ja, sagde hun, hvis det kan more Dem. Hun blev staaende bagved. Den lille Komtesse Rosenkrands modtog hendes Kort: Køb, sagde hun. Bernstorf gav et Kort. Igen, sagde hun. Hun fik endnu et Kort og havde tabt. Hun blev ved at holde ti Kroner og tabte.
Grevinde Schulin havde slaaet sig ned i en Vinduesfordybning ovre hos Baronesse Rosenkrands. -Det maa alligevel, sagde hun, være underligt for Harriette at være kommen hjem og nu se alt det. -Hvordan alt det? -Jo, sagde Grevinden, og efter en Stund fortsatte hun, som En, der tænker paa noget, der ligger meget langt tilbage: -Harriette havde vel nok altid elsket Fritz.
-Ja, Adam, sagde Excellencen: hans Slægtninge og der vil længe leve nogle af dem. Grevinden sagde, at hun havde en Gang under et Ophold i London set Booth; og Baronesse Rosenkrands, der havde noget svært ved at konversere, greb Ordet London for til Professor Berger igen at tale om sin Rejse. Baronessen kunde ikke komme bort fra, at Rom, det var virkelig for meget.
Bliv Du gammel, Lydia, saa forstaar Du nok dit Rom. Hendes Naade fandt, at intet var saa skønt som Messen i Vatikanet. Ovre ved Vinduerne sagde Baron Rosenkrands, mens Marschalinden kom ind, til Jægermesteren, at der var vidunderligt i Neapel.