United States or Faroe Islands ? Vote for the TOP Country of the Week !
Efter Eftersynet kom hun til Saede paa Trappen med sin Strompe. Madam Henrichsen sad ovre hos sig mellem de to hvide Sejler. -Saa er hun henne, sagde Madam Bolling; Og Gud ske Tak hun stred sin Strid. -Ja, hun var et Skrog, bekraeftede Madam Henrichsen. -Men Gud loser op til sin Tid, sluttede Madam Bolling, og de strikkede tause.
Saa hørte han sin egen Stemme ud i Salens Rum Og i samme Nu, samme Minut, hvor han hørte den, vidste William Høg, han var dødsdømt. Og mens han stirrede sin egen Uformuenhed i Ansigtet, lagde Lammelsen sig over ham som et Klæde. I Begyndelsen kæmpede han, stred imod Søvnen og Lamheden. Hans Lemmer var tunge.
Hvad tror De i Grunden, han mente med det?" "Han skulde vel den Vej." "Tror De? Aa ja. Han var nu ældre." ... Der var kun faa Mennesker i Alleen. Mest gamle Folk, der stred sig frem mod Blæsten. Undertiden tvang den dem næsten til at staa stille. "Jeg gaar og tænker paa," sagde Anna videre, "hvor det i Grunden er underligt at leve." "Aa ja mere underligt end egentlig behageligt."
Der var saamænd ligefrem næsten altid et og andet, der #ventede# paa Huus selv om han ogsaa kom hver Dag, som i denne Tid, hvor de paa Rugaard solgte Sæden. Frøken Ida Abel havde ogsaa tidt Ærinde paa Stationen. Hun stred sig ned ad Vejen med et Brev, der skulde med Middagsposten. -Gud, hvilket Vejr, Hr. Løjtnant.
Han kunde igen vaagne om Natten og se de samme tre store Stjærner over Lyrehullet i Taget og høre Spærene give sig; Biller og Orme pikkede i det møre Tømmer. Udenfor pustede Nattevinden fortroligt, Mikkel kendte den gode Lyd. Men ellers var der saa stille overalt oppe og nede, at Mikkel plagedes af Suset i sine Øren, det ringede, strømmede og stred i hans Øren.
Dag efter Dag stred han, arbejdede, haabede, fortvivlede, følte Sejrsvisheden risle varmt igennem sig og Frygten for Nederlaget gribe sig om Hjertet med kold Haand. Men endelig var da alle Vanskeligheder overvundne. Sejren kunde ikke længere vristes fra ham og nu stod han her, bød sin Gave frem, rede til at modtage sin Dom ... Han var bleven varm. Store Sveddraaber stod paa hans Pande.
Og inden i ham stred det, kæmpede det, hviskedes det rette; han knugede Hænderne sammen, bød al sin Vilje frem: i et eneste frelsende Sekund var det, som om Aandens Kraft skulde bryde Uformuenhedens Gipsdække om ham, som om han skulde gribe det frelsende, som flygtede og veg fra ham Men han vidste, han kunde ikke gribe det
Angelo kaldte ham for "Ilderen". Og han havde ogsaa nogen Lighed med dette Rovdyr, naar han satte i Spring Hovedet dukket, med sammenkneben Mund fra Araberens Skulder. Papa Bedini gav ham rigeligt med Lommepenge, fordi han var bange for, han skulde gaa fra Truppen. Giovanni stred meget med sin Krop.
Men han søgte hendes Mund, og skønt hun stred imod og kaldte ham et Barn, brændte dog hendes Læber, naar de mødtes med hans. Han følte Rekonvalescentens Glæde ved denne ømme Pleje, han fandt næsten en Nydelse i sin Kummer. Han kom jo med den som et Barn, og hun tog ham op og favnede ham. Og græd han, trøstede hun ham som en Moder, sukkede han, bortaandede hun hans Suk med en Elskerindes Kys.
Ellen reiste sig for at sé paa den nye Tur, der var ikke Damer nok, og Bernstorf skreg: -En Dame, Grevinde Urne, en Dame ... Ellers gaar Turen i Stykker ... Bernstorf førte hende ud. Kæderne føg sammen, jog frem og bort. Ellen fik stakaandet atter Bernstorf. -De jager Livet af os hører De, Bernstorf, jeg kan ikke mere ... De maa holde op. Ellen dansede meget rank næsten, som stred hun imod.
Dagens Ord