Vietnam or Thailand ? Vote for the TOP Country of the Week !
Opdateret: 28. oktober 2025
Hans Kunstnere udgik alle fra borgerlige Hjem. Hans største Sukces var med Amerikanerinden, som han havde fundet i en Kirke, og som aldrig optraadte paa Teatret, fordi det stred mod hendes religiøse Overbevisning. Han havde rørt to Verdensdele, naar han om Søndagen var kørt med hende til Kirke. Om Aftenen meddelte Hr.
"God Nat," sagde han. "Gaar Du?" Tonen var angst. "Jeg gaar," William mumlede, "ud at se til Gerson." "I det Vejr ", men Broderen svarede ikke og lukkede Døren. Det var Snefog og blæste saa stærkt, saa man næppe kunde komme frem. William stred ned ad Bredgade mod Stormen, men Sneen slog ham i Ansigtet, saa han slet ikke kunde se.
Om Mandagen var det Sjask og Søle, og Ida stred sig paa sin sidste Morgentur for idag var hendes Nattevagt omme op mod Vinden langs Søerne. Da hun kom hjem igen, mødte hun Karl von Eichbaum, der lige var staaet af Sporvognen. Han kom drivende ovre paa Fortovet med begge Hænder i sine Lommer og Voksdugsrullen presset ind under den højre Arm.
Præsten og hans Gæst stred bøjede frem gennem alt det uregerlige Sug af Vind, der i Stormtider holder Spektakkel om den læ Gavl af ensomme Klitbohjem. Foran Vinduet rettede de sig og havde Lyset paa deres tæt klædte Skikkelser. De drog Pusten dybt et Øjeblik og knøg hastigt ind gennem den lave Dør.
Han stred mod Stormen ned ad Gaden med dukkende Hoved, Frakken fløj ind mellem hans Ben, saa han næppe kunde trænge sig frem. Saa faldt det ham pludselig ind, at Onkel Høg kunde se ham fra Vinduet, og han gik ind paa Fortovet, helt ind til Husene. Han løb over Torvet, Hatten føg af, men han holdt den i Stormbaandet og skred videre. Langs Husene naaede han Klosterporten. Han gik gennem Porten.
Det var i den Tid, vi brugte den gamle Redningsbaad, han var nem at haandtere men svag af Bærekraft, han lignede en Halvmaane, Enderne stod højt i Vejret paa ham og han lavnede i Midten ... Jens Christian var Fører den Gang og omkom med de andre. Det gik nu saadan til, at Baaden var ude én Gang og stred haardt i hele to Timer men kunde ingen Forbindelse faa med Skibet og kom ad Land igen.
Men selv alle de skiftende Sindsbevægelser, denne Forelskelse skænkede ham, vilde han ikke tilstaa for sig selv. Han stred imod denne Venden tilbage til Livets Sol, Vanen kæmpede imod den Lykke, han følte.
Det gjorde ondt i hendes Øjne. Hun gik et Par Skridt hen mod Tærskelen ind til Karls Stue ... Saa vendte hun sig og gik. Det var blevet Storm og Regn, men hun mærkede det ikke. Hastig stred hun sig frem mod Vinden. Hun havde ikke hørt, at en Stemme talte til hende. Det var Knuth, der kom gaaende med en anden Officér, som var i Uniform.
Men i Dag vilde han ikke lade sig hundse af meningsløse Drifter. Længe laa han over Stenen og stred: Tyv! skældte han sig selv, Morder! Hund! Men det hjalp ikke. Gid han kunde rejse sig og kravle op igen, hvorfra han kom; men han kunde ikke røre sig, evnede det ikke. Og skønt hans Øjne var lukkede, traadte Faaret dernede pludselig ganske klart og skarpt frem for hans Blik.
Og det var et grufuldt Syn, Blodet stred i det voldsomt spændte Hoved, Aarerne brød tykke og levende ud mod Huden. Hele Hovedet rørte paa sig, det lavede sig til Spring. Der maatte foregaa en Kamp i dets Indre. Se nu! lød det i vildeste Ophidselse, se nu, se, se! Aarerne havde aabnet sig, og det sorte Blod krøb ud som Orme, der væltede sig i Ilden.
Dagens Ord
Andre Ser