United States or Oman ? Vote for the TOP Country of the Week !
Damen Amalie blev af lutter lykkelig Forbavselse staaende ugraciøst paaskrævs over Rendestenen og saa' efter Drosken, til hun paany blev rendt over Ende. Udenfor Teatret var der en Smækken med Vogndørene og en Trængen sig frem paa Trappen ind ad Porten, som om alle fik Feber blot ved at se Façadens Lygter og vilde komme først.
Fru Adolf gik sjældent op i Butiken mere undtagen om Aftenen eller straks om Formiddagen, naar hun vidste, Konstantin var ude paa Teatret. Hun sad paa en Stol ved Disken hos Frøken Hansen de to var blevet gode Venner og sagde med sin Lille-Pige-Stemme: Jeg synes ikke, her er saa godt »besøgt« mere, sagde hun og saa' ængsteligt op paa hende.
Og Byen kom i fuldt Oprør, og de stormede endrægtigt til Teatret og reve Makedonierne Hajus og Aristarkus, Paulus's Rejsefæller, med sig. Men da Paulus vilde gå ind iblandt Folkemængden, tilstedte Disciplene ham det ikke. Men også nogle af Asiarkerne, som vare hans Venner, sendte Bud til ham og formanede ham til ikke at vove sig hen til Teatret.
De tre Kompagnoner styrede ned mod Teatret, Martens i Forvejen, febrilsk som han altid blev, naar han bare nærmede sig »Bygningerne«. Forgylderne sang i Forhallen paa de høje Standstiger, mens de lagde sidste Haand paa de blomstrende Friser; paa Trapperne slog Arbejderne Bræddestykkerne over Trinene bort, og de traadte for første Gang paa de blanke Fliser; Martens gik omkring, trippende om de andre, helt »borte« foran de pompejanske Vægge, der straalede nye imod ham man havde borttaget Lærredet om Morgenen.
-Gudskelov, sagde Hans Excellence: der burde altid være Forbud mod, hvad de Gøglere lemlæstede. De oppe ved Hans Excellences Bordende lo, mens Moderen sagde: -Jeg kender intet som Grandpapas Had til Teatret. Gehejmeraadinden sagde: -Han har Ret. Man burde aldrig have nedrevet Blaataarn. Men Excellencen sagde: -Lad dem abe sig som de vil for Resten af Abekattene.
Jeg har en stor Lænestol og Bøger samt min Dagbog, og det er altsammen meget rart men jeg føler mig saa ulykkelig. Jeg vil ikke græde og være en dum Kujon. Naturligvis er det morsomt at være fri. Og jeg sørger ikke over Fru Carruthers Død maaske er jeg kun ensom og vilde ønske, at jeg var med i Teatret. Nej, jeg vilde ikke jeg aa det jeg vilde ønske, er at at nej, jeg vil ikke engang skrive det.
Netop da vi var ved at gaa i Seng Fredag Aften, kom Lord Robert hen til Lady Ver hun havde stukket sin Haand ind under min Arm. "Jeg kan godt gaa i Teatret med Dem i Morgen Aften," sagde han. "Jeg har telegraferet til Campion om at gaa med, og De kan nok faa en eller anden Dame med, ikke sandt?"
Jeg har selv træneret til Kaproning jeg kan forsikre Dem for, jeg tænkte ikke paa Præmierne og jeg fik for Resten heller ingen jeg tænkte bare paa at ville , ville ... Og saa føle, at alt det, som stritter imod indeni En, det maa give sig. Det slappes og kryber sammen til man tilsidst er helt Herre over det ... Hvordan er det De er jo ved Teatret, Frue er De ikke?"
Men om Aftenen, naar de klædte sig paa i Garderoben og febrilske og hede strakte Kroppen i Øvelser, og Regissørens Klokke gik, og Bruset af Musik og Bifald steg op fra Salen, saa blev Giovanni urolig, som maatte han med; han stod i Kulisserne, mens de arbejdede, og han følte det, som var det hans egne Lemmer, der spændtes. Araberen lod ham prøve om Formiddagen paa Teatret.
Og Madam Pander følte hans Pande brænde mod sin Skulder og sagde igen med en Stemme, Graaden næsten gjorde uforstaaelig: -Hvad er der med min Dreng lille Dreng gør de ham ondt? Men naar Franz var gaaet, forbandede Madam Pander til Rullekonen alle Fruentimmer. -For dem er det, det Rak Herre Gud og han har det jo ikke fra Fremmede. En Tirsdag Aften gik Franz i Teatret.
Dagens Ord