United States or North Macedonia ? Vote for the TOP Country of the Week !
Thi dertil bleve I kaldede, efterdi også Kristus har lidt for eder, efterladende eder et Forbillede, for at I skulle følge i hans Fodspor, han, som ikke gjorde Synd, ikke heller blev der fundet Svig i hans Mund, han, som ikke skældte igen, da han blev udskældt, ikke truede, da han led, men overgav det til ham, som dømmer retfærdigt, han, som selv bar vore Synder på sit Legeme op på Træet, for at vi, afdøde fra vore Synder, skulle leve for Retfærdigheden, han, ved hvis Sår I ere blevne lægte.
Kvinden var sprunget op fra Lejet og var styrtet ud. Manden for efter hende, men han saa kun en Ræv springe ind over Fjældene. Saa tog han hjem og fortalte Manden, at hans Kone var flygtet. „Sagde jeg ikke til dig, at hun var meget hidsig, og at du intet maatte sige, hvis hun kom til at lugte?“ sagde Manden og skældte ham ud.
-Det er os, sagde »den landlige Smag«.... Da Herluf og Hein gik hjem, skældte de Damerne ud og raillerede over deres Klæder som et Par Kommis'er fra en Modebutik. De blev forsorne og brugte højst »indgaaende« Ord om alting ligesom paa Danseskolen: -Gæs, sagde Hein endnu en Gang og borede Hænderne i Frakkelommerne.
Menneskehandelen begyndte. Coimbra gik, sammen med arabiske Købmænd, Mestitzer og Slaveopkøbere, rundt imellem Fangerne. Han udraabte Prisen og fremviste "Varerne". Han var allerede halvfuld, og skældte, slog, kommanderede og rasede. Han lod de ulykkelige sorte løbe og vise Tænder, ganske som Heste, og lod dem løfte tunge Sten for at vise, hvor kraftige de var.
Men jeg sagde til hende, at hun maatte lade Købet gaa om igen ... Jeg er vel Slægtens Overhoved og skal værne om Navnet! Hofjægermesteren brast i Latter: Og Karen lystrede vel? Næ, Gu' gjorde hun ej! Hun bad mig passe mig selv ... Og saa skældte jeg hende Huden fuld og red til Mattrup. Hvad vil Onkel ogsaa blande sig op i de Sager for? spurgte Mona.
Nej det var Dig, der huggede den før. Du har den! Nu kommer Du med den!« Diplomaten fra Panama begyndte at lede paa Hylder og Borde efter sin Traktat, mens han skældte den anden al Hæder og Ære fra. Til sidst greb han en Revolver og truede løs. Caracas Diplomaten afbrød: »Hør kære, det ser virkelig ud, som der var en Misforstaaelse mellem os!
Men i Dag vilde han ikke lade sig hundse af meningsløse Drifter. Længe laa han over Stenen og stred: Tyv! skældte han sig selv, Morder! Hund! Men det hjalp ikke. Gid han kunde rejse sig og kravle op igen, hvorfra han kom; men han kunde ikke røre sig, evnede det ikke. Og skønt hans Øjne var lukkede, traadte Faaret dernede pludselig ganske klart og skarpt frem for hans Blik.
Der var engang i gamle, gamle Dage en Tid, da Ravnene kunde tale. Men der var det mærkelige ved Ravnenes Sprog, at Ordene havde omvendt Betydning: Naar de vilde takke, skældte de ud; og saaledes sagde de altid det modsatte af, hvad de mente. Men da de saaledes var fulde af Løgn, var der engang en gammel Mand, som tryllede Talens Gave fra dem, og derfor kan Ravnene kun skrige.
Og rundt omkring Forhøjningen opstod der en stærk Bølgegang. Man trængtes, man skubbedes Kvinder skreg og Mænd bandede og skældte det saa ud, som vilde man løbe Storm. Og et Par guldtressede Kasketter viste sig oppe mellem Bryderne. "Fy! fy!" raabte en tyk Mand, der stod lige ved Siden af Hansen-Maagerup. "Føj for Satan! sikken en Sjover! Sikken en Løjser!
Saa tænkte de, at Doktoren var et godt Fæ, men højt sagde de, at det havde været en Kastevind. Og det hjalp ikke, at Doktoren skældte og bandede. De gloede bare haardnakket op i Taagen over hans Hoved og trak til paa Aarerne, for den syge ventede; og var der Grind, var de vel Mænd for at se den.