United States or Sierra Leone ? Vote for the TOP Country of the Week !
Mens Justitsraad Horn fra Assens, Ridder af Vasa nede i sit Hjørne sagde en Sætning af »Dagbladet« om »Guld, gravet ud af vore gamle Volde«, og alle sad saa oprømte, med straalende Ansigter, som havde de alt det rare Guld foran sig paa Dugen. Konferensraad Hein talte ikke mer. Han sad i Tanker og førte Cigaren til og fra den smalle Mund, mens han fulgte de fine tynde Røgskyer med et Smil.
Berg holdt Tommelfingeren i Vejret for at ønske Lykke, og de sagde endnu et Par Brandere, som de ligesom glemte at le ad, da Adolf brød af med ét: Naa saa venter De i Forretningen, sagde han og løb op ad Trappen: Konferensraad Hein havde ønsket en privat Samtale med Hr. Adolf.
Da Klap og Bravo var døet hen, slog Konferensraad Hein paa sit Glas og sagde siddende, at han vilde tillade sig at meddele H.M. Kongen denne »spontane Ovation« han vidste, i hvor høj en Grad det vilde glæde Hans Majestæt.
Længe stod Konferentsraad Hein foran det store Kort eftertænksom, med et Udtryk næsten af Smerte. -Ja sig saa De det, sagde Herluf. »Deputationen« var staaet af ved Hovedportalen og gik ned gennem Logegangen. De to andre gik videre, og han aabnede en af Dørene til Logerne. Der var mørkt i det store Hus, mørkt oppe og nede, og Herluf syntes, det var, som dulmede det at sidde her.
Han vendte sig til Herluf de holdt sig altid sammen der konverserede en fregnet syttenaarig i fodfri Kjole om Udstillingen: -Nej han kunde ikke finde det det gjorde ham ondt: Der var intet Foredrag i det Billede ... Baade Herluf og Hein talte vægtigt om hvad det var, benyttende alle Slags Kunstord med en stadig hemmelig Fornemmelse, som gik de frem paa tynd Is, indtil det blev dem en Vane, der ikke mere generede.
Men Konferensraad Hein var vaagnet af sine Tanker ved Latteren og uden at have hørt den jydske Vittighed sagde han, med et Glimt i Øjnene, seende frem over Mylret og Salen. -Ja Liv er her blevet. Berg og Lange gik ind til Gersters.
Der blev raabt Bravo, saa ingen hørte mer end »Fortjenester, alle kendte«, og Redaktøren maatte vente, til Dirigenten havde skaffet Ro. Saa sluttede han af med højt hævet Glas med et Leve for ham , mine Herrer, der havde givet Kapitalen Vinger i dette Land. Et Leve for vor Stands Icaros, Hr. Konferensraad Hein.
De skulde gaa til en Læge med det , Sonne, sagde han og førte Penneskaftet hen mod den megen Blomstring. Den røde Duks bøjede Hovedet væk fra Lyset, og langs Bænkene holdt Benene inde og blev stille med ét, som gik der en Engel gennem Klassen. -Hvor var vi saa? sagde Læreren igen. Han gik videre.... Herluf og Hein gik hjem fra Skolen sammen.
Konversationen blussede lidt op, da de begyndte at tale om Konferentsraad Hein: Han havde jo i Sommer paa Journalisternes Tur bedt dem alle ind paa sit Landsted i Rungsted: -Ja, sagde Fru Petersen stramt: vi var ikke med. De andre talte om Landstedet, Haven og Pragten i Værelserne: der var en Stue for hver Tidsalder ... Og Fru Petersen sagde: -Ja, han begyndte i Nibe bag en Disk.
Og Frøkenen gik med sin Kandidat. Hein fløjtede sagte bag sin Klaphat. Det hændte oftere, at Damerne resultatløst studerede for at tyde deres Navnechiffer.