United States or Sint Maarten ? Vote for the TOP Country of the Week !


Det var saa en Trang, der undertiden ganske uvarslet brød ind over ham som en borende Uro. Saa blev Bøgerne lagt til Side. Og baaren af Cyklen kunde han jage milelangt ud i Landet, spile sine Næsebor op og aande Luften som den vejredes ham i Møde, fyldt af al Jordens Krydder og Dunst. Han følte et eget stærkt Behag ved at blive svedig, tilstøvet, gennemblæst.

Og i hastig Længsel stansede hun Bernstorf midt i Salen: -Kom der er Carl lad dem spille en Vals. Og hun forlod ham. Hvorfor har De glemt mig, Carl, sagde hun. Kom, lad os danse. Hun saa det kendte Glimt over hans Ansigt, og hun smilede. Hun var bleg, og hendes Næsebor skælvede. Kom vi vil danse ... Det er en Vals. Valsen var mild; den vuggede blidt.

Her havde han gaaet og hørt Aandepustet fra sine egne haarede Næsebor. Kongens Ansigt skiftede Udtryk hele Tiden, mens han laa der i Alkoven og saa frem mod Lysene uden at kunne blive søvnig. Der for Skygger over hans Bryn. Saa laa han igen sagtmodig.

Medicinen blev derpaa hældt i hans Mund. Denne og hans Næsebor blev bundne til, og efter at have mistet Bevidstheden, hvilket han gjorde i mindre end et Minut, blev han indsmurt fra Top til Taa med en skarptlugtende Salve. Det gik med den ligesom med Vædsken, da den blev opvarmet; den opløste sig delvis i en Damp, som svævede omkring Legemet og steg omtrent tre Tommer op i Luften.

Den anden jog pietetsfuld en Flue væk, der summede omkring Ligets Næsebor: Hvem er det, der er inde hos Fruen? Det er ham, den gale Godsejer fra Havslundegaard og Hof geren fra Hvidgaarden og saa Herredsfuldmægtigen inde fra Byen ... han hører jo osse paa en Maade til Familien. Mon der bli'er noget for dem at hole?

Manasse snuser Luften ind i sine Næsebor, der er sorte af Lamperøgen, og plirrer fornøjet med Øjnene. „Du har lovet at fortælle om Qavdlunakernes Land; nu kan du begynde, jeg skal imens faa Vandet i Kog.“ Og saa fortæller jeg ham om det Land, der fyldte ham med saa megen Respekt.

Munden stod lidt aaben, det var hende den fine Skyggestreg over Munden, de forunderlige hvileløse Næsebor. Hvor disse Træk var bløde i Sorgen, usigeligt skønne og sørgmodige, Øjnene sygeligt klare og seende . . . O men hendes Sorg galdt ikke det, de troede det lidende Træk ved Munden kunde ogsaa være en gaadefuld Smilen, det trætte, trætte Lys i Øjnene var ikke Sorg alene.

Og naar Dyrene fôr af Sted med vajende Manker og prustende Næsebor, ophidsede indtil Vildskab og sitrende af Utaalmodighed, kunde Fru Mona gribes af saa sød en Rus, at hun glemte, hvem og hvor hun var, kastede sig bag over langs Hesteryggen og udstødte det Skrig, der fordum i hendes Circustid havde jaget Blodet som Ildbække gennem Tilskuernes Aarer.

Paa Toppen stansede de, Vejret ombruste dem, saa de knap kunde staa. Holst havde Følelsen af at befinde sig paa et Taarnspir, mens Borgen brændte: Sandflugten straalede tilvejrs op ad ham som Flammetunger, han indhylledes i en tæt Røg af Sand, der tvang hans Læber og Øjelaag haardt sammen, fyldte Øjehuler og Næsebor og betog ham for halve Minutter hans Aandedræt.

Det varede længe, før vi saa noget til ham. Vi troede næsten, den havde taget Vejret fra ham, da han saa endelig blev spyttet ud og smilende pustede Vandet ud af sine Næsebor; da glemte jeg mig selv og Hvalrossen, jeg havde paa Slæb, og skreg af Glæde, lige til en tog mig med sig og stoppede Munden paa mig.“ Gamle Edue, Svigermoderen, satte et Fad Hvalroskød frem for os.