United States or Saint Pierre and Miquelon ? Vote for the TOP Country of the Week !
Langsomt drog Kredsen om Træet, mens Moderen, med lidt sitrende Røst, begyndte at synge: Dejlig er Jorden, Prægtig er Guds Himmel, Skøn er Sjælenes Pilgrimsgang! Gennem de favre Riger paa Jorden Gaa vi til Paradis med Sang! Lidt efter lidt faldt Alle ind, mens Moderens Stemme steg, og de langsomt blev ved at vandre om Træet. Alles Ansigter var vendt opad, op mod Juletræets Lys.
-De skulde hellere ikke gaa der, sagde Berg. Hvad nytter det? -Man lider med dem, sagde Arnoldsen med sin sitrende Stemme. Gravesen, der var forbitret: Man kunde vel i det mindste holde sig Nihilister fra Halsen mente han.
Det var i det hele noget sært i den sidste Tid med Konsortiets medlemmer næsten som var det Vinden, der tog dem, saa de den ene Dag var som hægtede sammen og ikke veg fra hinanden men blev i samme Kontor egentlig ørkesløse tilhobe blot for at sidde her op ad hinanden, mens den tunge Maskine stønnede op gennem Huset som et sværtbelæsset sitrende Dyr.
Scheeles Elskov brød frem, som Morgensolen bryder frem af en Nattedises fjælende Banker! Han sprang op fra Bænken, hvorpaa de sad, og med et stønnende Udbrud af Smerte og Jubel slyngede han sine Arme om Baronessen, krystede hende tæt i sin Favn og bedækkede hendes Øjne og Læber med hede, sitrende Kys. Alex, Alex! stammede hun og søgte at sno sig bort. Jeg vil ikke ... Du maa ikke ...
Benene strammedes og spændtes, som skulde de stemme imod en uhyre Vægt, og to store Hænder greb krampagtigt i Modstanderens Kød som to Rovdyr, der bed sig fast. Og pludselig vaklede begge de to overstærke Mænd. De svajede et Øjeblik frem og tilbage saa laa de paa Jorden, rullende deres Kødmasser sammen til et eneste Bundt af svulmende Lemmer, af Tyrenakker og sitrende Muskler og strittende Ben ...
-Vi har haft en hemmelig Konference, vi to, spøgte Adolf. Farvel, Jespersen. Berg var gaaet hen til Pulten: -Saa, sagde han; han havde sét ned paa Adolfs Klatpapir: Nu maler han saagu ogsaa Autografer. Hele Klatpapiret var kradset fuldt med gamle Adolfs sære sitrende Navnetræk....
Forkarlen lister ind. Træskoene har han forsigtig sat fra sig, og han læner sig til Stolpen ved Vandspanden. -Børn. -Ja Mo'er. -Syng med. Moder løfter sin Røst, slaar lidt fastere an i de sitrende Taster og synger igen: Dejlig er Jorden, Prægtig er Guds Himmel, Skjøn er Sjælenes Pilgrimsgang.
Flyge lagde sin Arm om Annas Liv. Han følte hendes Hoved mod sin Skulder. Og han syntes, at Livet paa en Gang rakte ham en styrkende og sødt dyssende Drik, fuld af god Glemsel. Han vilde ikke leve det anderledes. Vilde ikke lokkes ud i æggende og urolige Eventyr. Men alligevel klang stadig i hans Øre en Stemme, enkel og spæd men sitrende af en undertrykt, kaad Latter ...
Fra Døren til "Salen" væltede han endnu en Strøm af Skældsord imod hende, mens den knoklede Moder blev staaende ubevægelig, midt i Stuen, sitrende lidt, som en Skive, naar den rammes af Kuglerne. Saa vendte hun sig, og Ida gik hen og tog hendes Hænder. -Ja, men Frue, sagde hun: det bliver jo bedre derude. Fru Bertelsen svarede ikke.
Alvilda hed en af Gaardens Stuepiger, et stort og kraftigt Kvindekøn paa et Par og tyve Aar ... Palle og Mona havde ofte sammen moret sig over Pigens maabende Betagelse af sin Husbonds mandige Skønhed. Hun kunde standse op midt i sit Arbejde ved Middagsbordet for at glo paa ham lam af Ærefrygt. Han var hende en Aabenbaring, en Guddom , for hvem hun følte en sitrende Trang til at ydmyge sig.
Dagens Ord