United States or Turks and Caicos Islands ? Vote for the TOP Country of the Week !
Ida havde ikke hørt Døren gaa, men pludselig vendte hun sig, og Herren fra "A" stod paa Tærskelen: smilende stod han og saá paa dem begge. Fru Bertelsen løsnede sine Hænder fra Ida's, og gik hen mod Døren til Gangen. -Vil De ikke sige Farvel? spurgte Ida, og Fru Bertelsen saá ind paa "Salen", hvor Sønnen sad, sammenkrøben i en Krog, paa en Sengekant. -Nej, lad ham sidde, sagde hun.
Men Fru Bertelsen virrede kun med Hovedet, og med et Udtryk i sine Øjne, som var de blinde, sagde hun: -Og saa er det Ens egen Skyld De Ord var Fru Bertelsens første Tanke og hendes sidste lige fra den Dag, Hr. Overlægen havde sagt til hende saa vredt: Hvorfor avler man ogsaa Børn med et drukkent Mandfolk? -Og saa er det Ens egen Skyld....
Lange Bertelsen, der "var gaaet istaa", gik ud og ind til Vaskebækkenet i Køkkenet og skyllede Hænder, et Par rødlige, klamme Hænder; hvert tiende Minut skulde han skylle de Hænder, som skulde han tvætte dem for tusindfold Synd. -Naa, Bertelsen, De er jo ren, sagde Frøken Brandt. -Ja, sagde han og holdt med ét op at vaske sig, som om han ikke mere huskede det.
Bertelsen løftede pludselig Hovedet: -Naar kommer hun? spurgte han. -Klokken elve, Bertelsen. Frøken Petersen var blevet ganske følsom ved Tanken om Lejligheden. -Saa faar De jo et helt Hjem, sagde hun. Ida smilte ved Ordet og blev tavs et Øjeblik, mens hun blev ved at smile. -Ja, sagde hun og, stille, saá hun frem for sig.
-Værs'go, sagde Ida og lagde tre Kager paa hver af Maatterne, saa rask som havde hun stjaalet dem. -Værs'go, Bertelsen. -Det er til Dem, Sørensen, og hun rakte ham Tallerkenen. Der lød en Stemme bag hende: -Hvad er det? Det var Qvam, der stod i Døren. -Det er Kager, sagde Ida med et Sæt og løb forbi ham.
-Snart, Bertelsen: og hun blev ved at arbejde: naar hun ikke talte med nogen om det, var det, som om hun, urolig, ikke rigtig kunde faa fat paa Tankerne om sit "Hjem". Det slog to døvende Slag paa Gangdøren og Ida lukkede op. Det var Fru Bertelsen, der allerede paa Tærskelen fik Trækninger af Graad i sit Ansigt. Værsgo' Frue, sagde Ida: han har ventet Dem.
-Hvorfor skal jeg ikke med? sagde Bertelsen vist for tiende Gang, og løftede de lurende Øjne, mens Vandet fra Hanen løb ned over hans Hænder. -Fordi Deres Moder kommer, Bertelsen, sagde Ida: -Saa, De er jo ren, Bertelsen, De er jo ren.
I en flyvende Fart maatte hun have Rede paa det Hele, og Ida fortalte alt igen, mens det var som hendes egne Ord slog Kreds om hende, efterhaanden som hun talte; ogsaa Bertelsen blev ved at snakke, højere og hidsigere, purpurrød, medens han førte begge de knyttede Hænder op foran sig, altid i samme Højde, som var de bundne i en Lænke. -Men, lille Jakob, lille Jakob.
Hun vendte sig om, Bertelsen var igen ude under Vandhanen med sine Hænder. -Naa, Bertelsen, sagde hun og tog ham om begge Haandled og rystede dem som i et Haandtryk: De er jo renvasket. Og mens hun et Nu blev ved at ryste den Syges vaade og røde Haandled, tænkte hun og smilte: -Stakkels Karl, han vilde skjule, at han var bedrøvet. Der blev uroligere inde hos Kvinderne.
Han gik hen til Bordet, stod og saá lidt paa hende, saavidt han kunde, for hans Øjne var aldrig paa ét Sted : -Men hvad skal jeg her? sagde han med et Stød: -Vil De sige mig, hvad jeg skal her? hans Stemme hævede sig paa Gentagelsen. -De skal jo blive rask, Bertelsen, sagde Frøkenen og blev ved at smøre Maden.
Dagens Ord