United States or Eritrea ? Vote for the TOP Country of the Week !
Saa sparkede han pludselig til en Sten paa Vejen, eller huggede med sin Stok til en opløben Tidsel eller Skarntyde paa Grøftekanten. Og saa gik han videre. Men Forvalteren kløede sig i Nakken og saa langt efter sin Husbond. Naa, Fa'en, Journalen var i Orden; saa ragede Resten jo ikke ham! Og han stillede efter Ordre med Journalen under Armen oppe paa Kontoret en halv Time efter Herskabets Middag.
-Om den lille Frøken gik af Vejen.... Hun maatte springe baade over Brædder og Snore. -De kalder mig Frøken, sagde hun. -Marie, naar nu bare Vejret maatte holde sig. De gik ud ad Gaderne til Lystskoven. Der holdt en Gøglervogn. Mændene sov i Grøftekanten, Konen vaskede Trikoter i en Balje paa den nedslaaede Trappe. Tre Par hvide unævnelige hang langstrakte og svajede paa en Snor.
Men det bitreste var hændet ham nu, da han saa Otte Iversen i Susannas sorgomslørede Øjne. Han brød sig ikke om hende mere fra nu af. Nej væk med hende! Og medens Mikkel sad der paa Grøftekanten, kom hans Livsdrift et Øjeblik til at staa alene, han kastede sig ned i Grøften og stønnede af Angst. Men han var ung, endnu kunde hans Lidenskaber ikke bestaa i sig selv, de krævede Objekt.
Op og ned over Stubmarken, indtil Fyren snublede, og Betjentene omringede ham. »Ja, det er ham! Det er ham! Brug blot Haandjærnene!« raabte Herredsfogden stakaandet langt nede fra Vejen og smed sig i Grøftekanten for at tørre den varme Pande og dér oppebie Fangsten. »I Fangeklæderne! Kan I se dem?
Saa langt Aaret er, staar Alting i Flor. Lunden er altid grøn, Engen pynter sig ved Juletid til Fest med friske Violer, der gror modne Jordbær ved Grøftekanten i April, og store, favnehøje Nerier staar som Alléetræer og drysser deres Purpurblomster ned over Vejene.
Hans Bylt og Stok ligger ved Siden af ham, og han strækker sine Arme ud til et Kors og raaber Himlens Gud nedover Jorden ... Og nu ses kun Solens brandrøde Lys over Aasene og ved Vejkantens Øde hans knælende Skikkelse mægtig i sin Ensomhed. I Grøftekanten langs Vejen staar langstilkede Margueritter. Høje Tidsler med hvide Dotter spreder deres Frø eet for eet ud over Markerne.
Hun stod af Hesten og satte sig paa Grøftekanten mellem Purkene, og de red Ranke og de jublede og lo med hendes høje Ridehat ned over Ørene.... Maria Carolina kunde bedst tale med Børn. Hun vilde jo alle det saa inderlig godt men hun vidste aldrig noget rigtigt at sige til alle de andre fremmede Mennesker. De talte ogsaa tidt om saa meget, om Ting, hun ikke vidste og ikke kendte til.
Dagens Ord