Jeg befandt mig pludselig overfor et Spejl, og det forekom mig, at mit Ansigt var længere, end det plejede at være. Fire Knapper i min Pelisse var aabnede, og jeg behøvede kun at stikke Haanden ned i Lommen for at forvisse mig om, at mine Papirer var borte! O, kvindelige Falskhed! Hun havde plyndret mig, dette Væsen, plyndret mig for mine vigtige Papirer, da hun havde lænet sig op til mit Bryst.

Hans Ansigt var vendt mod Vindueslyset, som et tomt Spejl. Marschalinden blev ved at tale. Moderens Ansigt var blevet hvidt. Med let sammenknebne Øjne, som den, der tænker en yderste Tanke ud, stirrede hun frem for sig mod de hvide Blomster paa Bordet og saa dem pludseligt, som de faldt, Blad for Blad, paa Dugen, og krympede sig i Kanterne, efter Faldet.

-Ja, sagde Faderen og gik op til sig selv. Moderen sad endnu paa Stolen foran sit Spejl, mens hun hørte Faderen gaa frem og tilbage og klæde sig om. Siden Selskabsdamen gik, havde hun ikke rørt sig. Kun nu og da aabnede hun Øjnene og lukkede dem igen. Faderen bankede paa hendes Dør. -Ja, kom, sagde hun. Faderen kom ind, kjoleklædt og rank: -Skal vi gaa ned? sagde han.

Ude paa Scenen, hvor der var ganske mørkt, rumsterede et Par Maskinkarle med nogle Sætstykker. William interesserede sig for den mindste Ting, han lagde Mærke til hver Sprække i det store Spejl, Kviksølvet var rent gaaet af, en lang Stribe over, det maatte være svært at spejle sig i det Spejl, og til hver Plet paa Sofaen. Han havde set den Sofa i mange Stykker. Ved Dagen var den forfærdelig.

Jeg gik hen og saá mig i Spejlet et stort Spejl, der hang mellem Vinduerne og trak Robert med mig. "Aa! sig mig, sig mig, hvad det er. Ser jeg saa slem ud? Det er sikkert en Forbandelse, der hviler paa mig!" "Naturligvis ser du ikke slem ud, min egen Evangeline!" udbrød Robert.

Sølvkaffekanden paa Bordet, Pragtstykket med de tre Par ægte Kopper, og paa Konsollen foran det graanede Spejl de fine Nipsting dækkede af udbredte Lommetørklæder, og Stykkerne over Gulvet til alle Døre, og Kattene, som snurrede rundt paa deres Puder. Hun kendte det alt. Frøkenen blev ved at smaasnakke og gaa ud og ind. Katinka hørte ikke mer.

-Dygtig er hun, sagde Moderen, da hun kom hjem, om Grevinden: -Men Herre du min Skaber, hvor er hun nedringet ... og hvad er det saa, hun viser? ... saadanne Køddynger viser man ikke en Gang frem for sit Spejl.... Ovre i Skolen begyndte de at synge. Gamle Degn sang for og Børnene svarede ham ihærdigt i mange Tonarter. Det var en Begravelsessalme. Herinde blev de ved at tale om Grevinde Danner.

Men Sofie skreg. Hun vilde ikke hen til Moderen. "Hun er forskrækket," sagde Stella. Hendes Hænder faldt slapt ned. "Gaa, gaa," sagde hun og vendte Ansigtet om. "Gaa!" "Bring dem bort," gentog hun. Da de var gaaet, bad hun Jensen give sig et Spejl. Da hun havde faaet det, sad hun længe med Spejlet i Haanden og betragtede sit Ansigt. "Ja, jeg dør," sagde hun. Sygdommen skred hurtig frem.

Pigebørnene strakte Hals og lyttede. Ja ... Og nu begynder den i Syvbjerg! Og der er Næsgaardenes! Solen var sunken ned bag de høje, sorte Bakker paa den anden Side Fjorden; og den blanke Vandflade ude bag Dæmningen gengav tydelig som i et Spejl Luftens gyldenrøde Farver.

Men der ligger indtil denne Dag et Dække over deres Hjerte, når Moses oplæses; når de derimod omvende sig til Herren, da borttages Dækket. Men Herren er Ånden, og hvor Herrens Ånd er, er der Frihed. Men alle vi, som med ubedækket Ansigt skue Herrens Herlighed som i et Spejl, blive forvandlede til det samme Billede, fra Herlighed til Herlighed, som det er fra Åndens Herre. nterne 4