United States or Rwanda ? Vote for the TOP Country of the Week !
Andersen Bogen og viste ham, hvor det var. Han vilde begynde med Scenen med Elmire. "Ja, det vil vist ogsaa være nok." Hr. Andersen forsøgte at stave den smaa Skrift i Bogen, men erklærede ikke at have Katteøjne. Der blev saa tændt en Række Gasblus i Sofitterne. William hverken følte eller tænkte. Han var vis paa, at han ikke kunde et Ord, ikke en Replik, men det afficerede ham ikke; han saá Hr.
Gid al Velsignelse sig over Dem forene; Saa be'er den ringeste af dem som Herren tjene. Elmire. Saa fromt et Ønske jeg med Tak erkende maa, Men skal vi sidde ned ... man har det bedre saa. William satte sig, blev ved at spille. Professoren sad endnu med dukkende Hoved, Bogen op for Ansigtet, mens han læste Replikkerne monotont, uden Overgange.
Han læste derpaa Dorines Replikker bøjet over Bogen, uden mere at se op. Kun ved "Tartuffe"s "Gerne!" saá han et Øjeblik hen, som om han vilde tale, men sænkede igen Hovedet og læste videre. William havde spillet sikkert, selv Professorens Tavshed forstyrrede ham ikke. Han vidste jo, at han var enig med ham. Da Scenen var forbi, sagde han blot ivrigt: "Saa kommer Elmire." "Ja."
William havde sat sig. Professoren læste uden at se paa ham, satte sig, lod, som om han spillede med Elmire. Han karikerede ikke, læste og spillede kun akkurat i samme Tonart og Tempo som William
Til andre Tider læste de højt. En Dag havde de faaet fat i "Tartuffe". William og Kamilla havde været oppe at skændes om, hvordan Tartuffe skulde spilles, og nu skulde Striden afgøres ved, at han læste Komedien højt. William læste kun Optrinene med Elmire.
"Ikke med nogen" William satte den sidste Stol paa sin Plads "jeg har altid tænkt mig den saadan." "Naa," Professoren var meget livlig, satte sig bredt tilrette i Stolen, "ja lad os saa begynde." Han saá lidt fra Siden hen paa Høg: "Hvad er det for Scener, De ta'er?" "Dem med Elmire." "Naa ja, nu husker jeg.
Han brummede noget om Ventetid og Frokost og erklærede, at han var færdig. "Den unge Mand prøver som "Tartuffe"," sagde Etatsraaden. "Naa, saa er det vel Elmire?" Hr. Andersen begyndte at frigøre sit Fysiognomi for Tørklædet, rømmede sig og spyttede tre Gange. "Man burde ikke have Theatre i vort Klima," henkastede han alt imens til Etatsraaden. William gav Hr.
"Jeg plejer at sætte mig saadan ..." Han trak en Stol hen og satte sig ved Siden af Professoren. "Naa ja, det er godt," Professoren havde travlt med sine Fingre, "jeg skal nok gi'e Elmire." William rejste sig og gik bøjet frem: Gid Himlens Naade Dem hver Dag beskærme maa! Gid Sjælens Sundhed De med Legemets maa faa!
Han vidste ikke, men han var grebet af en pludselig Angst: Om Professoren var blevet for gammel? Og Professoren sad imidlertid med opspilede Øjne og saa paa dette Menneske paa to og tyve Aar, der vilde spille "Tartuffe". "Kan De "Tartuffe" ?" spurgte han saa. "De store Scener," sagde William med Blikket heftet paa Gulvet. "Dem med Elmire."
Dagens Ord