Og som om pludselig en Maske faldt fra hans Ansigt, kom Trækkene og alle Fibre i et Nu i bævende Bevægelse som et Net af bevægede Traade: "Jeg forstaar det," sagde han. "Og desuden man overdriver." sagde Professoren. "Men de næste Replikker skal blive bedre," William rejste sig, i det første Øjeblik holdt han Armene frem, som om han var svimmel og vilde søge Støtte.

Han læste derpaa Dorines Replikker bøjet over Bogen, uden mere at se op. Kun ved "Tartuffe"s "Gerne!" saá han et Øjeblik hen, som om han vilde tale, men sænkede igen Hovedet og læste videre. William havde spillet sikkert, selv Professorens Tavshed forstyrrede ham ikke. Han vidste jo, at han var enig med ham. Da Scenen var forbi, sagde han blot ivrigt: "Saa kommer Elmire." "Ja."

Han syntes, at Kæberne holdt imod hinanden, og han kæmpede for at tale; han syntes, at Tungen blev tyk i hans Gane, og den vilde ikke frembringe Lyden. Og alt imens talte han, svarede, gav Replikker, stod, satte sig, rejste sig Men alt var det i Søvne.

Den Herre, der havde villet bestille Rhinskvin til Minna en førladen Mand med et prægtigt blondt Skjæg ophidsede ham til en bestandig mere yderliggaaende Radikalisme, og syntes mig overhovedet at have det ganske Compagni tilbedste. Stephensens veltalende Replikker udartede endelig til en fuldstændig Harangue om Fremtidskunsten.

Saa tog han sig sammen og sagde noget frygtsomt: "For De vil jo nok høre det næste? ..." "Naturligvis," Professoren søgte at dæmpe Tonen ned, at gøre den mere ligegyldig. "Det var altsaa de store Replikker naturligvis de maa jo ogsaa ligge bedst for Dem ..." Han skubbede Lænestolen lidt frem. "Dér sidder altsaa De jeg her. Nu skal jeg nok spille med saa hjælper det."