United States or Gambia ? Vote for the TOP Country of the Week !
De andre havde sagt, han sad dernede med Rektor, selv havde William ikke set ham. Han havde staaet henne ved den første Kulisse hele Tiden og blev ved at sige sin Rolle frem mekanisk, men med skiftende Tonefald. Greb sig saa i at sige den forkert og begyndte forfra med nervøs Hast, der lod de mumlende Ord snuble over hinanden.
Mennesker og Vogne og Dyr asede frem ved deres Fod som et Tog af forvirrede Skygger. Stemmer og Klager og Raab blev til Mimren under Kanonernes Larm. Bolling gik ikke videre. Han blev ved at staa, mumlende, med den loftede Lygte, paa det overste Trin Hatten tog han af, som om den strammede hans Hoved. -Fa'er, kom. De gik og de stodte mod de Flygtende for blot at komme forbi.
Og lidt efter lidt begyndte han at høre og at lytte efter Replikkerne. Han hørte ude over Salen en underlig mumlende Susen, som holdt ham vaagen, som ræddede ham, og som gav ham Feber. Saa faldt det første Klap, den anden Salve, den tredje, de Spillende kom ud med straalende Ansigter, tog ham i Haanden og gratulerede ham. William blev igen rolig og ligegyldig.
Barn, men det bli'er nok andre, der skal fælde Træerne. Fru Lund saá hen for sig bag de store Briller, der sad saa mærkelig ubekvemt paa hendes Næse: -Og nu har vi snart siddet her i fem og tredive Aar og levet i Fred. Gamle Lucie kom op igennem Gangen, skændende og mumlende. -Saa, sagde Fru Lund: nu skænder Lucie igen. Aa, Du, det er ikke let. Naar hun blot vilde blive siddende.
Men efterhaanden blev Stemmen blødere, ligesom en mumlende Strøm lød de melodiske Ord, præget af et smerteligt Tungsind. Hun aabnede Øjnene og saá paa ham, lukkede dem saa igen og bevægede Læberne sagte. Saa rejste han sig lidt.
Dagen efter denne for Dick saa frygtelige Nat mødtes to Mænd ved Foden af et kæmpemæssigt Banantræ, der voksede ved en lille, mumlende Bæk, hvis Bredder var dækkede af høje Papyrusplanter. Stedet var næppe en Mil fjernt fra den lille Floks sidste Lejrplads, og de to Mænd var Harris og Negoro.
Hr. Rowan havde ladet ham tale og kun uafbrudt sét paa ham med sine forskende Øjne. Adolf stod bestandig kun som med bagbundne Hænder, ubevægelig. Men hvordan kunde De blive i det Foretagende, sagde Hr. Rowan, naar De vidste alt det? Martens havde sat sig: -Hm, sagde han mumlende: man véd det jo nok ... men man er vel i'et.... Martens tav, og der var stille lidt igen, til Hr.
Henne paa Taffeluhret slog Klokken fire. Den Syge lo stadig for sig selv, talte mumlende og gik nogle Gange frem og tilbage over Gulvet; standsede atter ved Skrivebordet bag Sønnen: "Har man ikke Ret til at hævne sig?" sagde han hæst: "Naa, gentag det." William vendte Bladet og læste: "Den, som ikke gør sig til Herre, bliver Slave, den, som ikke ødelægger, bliver ødelagt."
"Nej, nej, jeg ler jo ikke," sagde han mumlende, thi han kunde næppe faa Læberne saa vidt aabnede, at han kunde faa Ordene frem, "jeg ler jo ikke." "Jo Du ler." "Nej, nej, ser Du dog ikke," sagde William i rystende Angst, "jeg er alvorlig, jeg ler ikke."
Martens fulgte bagefter, talende uafbrudt med sig selv i en mumlende og utydelig Tone. Oppe paa Torvet gik Herluf hjemad, trykket tæt ind mod Husene. Pludselig fo'r han sammen og blev et Øjeblik staaende: Det var et Ansigt Fru Martens', der dukkede frem fra Skyggen i en Port, bleg, med et ubeskriveligt Udtryk af Had i de opspilede Øjne.
Dagens Ord