United States or Iran ? Vote for the TOP Country of the Week !
Da Oplæsningen var endt, lagde Oberst Rowan Papiret fra sig: »Ja, mine Herrer, saaledes er Ordene, hvorved vi hemmeligt forpligter os til at bistaa hinanden i Sammensværgelse mod Krigsministerens Liv ...« Der var Dødsstilhed. Alle saa ned. Obersten talte igen: »Nu mangler der altsaa kun vore Underskrifter ...« Atter Dødsstilhed.
Rowan, slet ingen nævneværdig Kapital at begynde med: -Kun Deres Faders gode Navn, sluttede han. Han rettede endnu et Par Spørgsmaal til Berg om Driften, og Forhøret var forbi. Adolf havde allerede med Betjenten vendt sig for at gaa, da han begreb, at han og Berg skulde ikke mere sés: han vendte sig hastigt et Nu og strakte som bedende Haanden halvvejs frem; hvert Træk i hans Ansigt sitrede.
Journalisten tog mod Tilbudet. Obersten dikterede sin Regeringsbegejstring, og Journalisten skrev. Saa pludselig ringede Telefonen. Om Oberst Rowan ikke tilfældigt var der? Opvarteren bragte Beskeden, og der indtraf en ufrivillig Afbrydelse. Endelig kom Obersten tilbage, og der fortsattes ...
Men Martens vidste intet og blev kun ved at nævne det ene Navn: Spenner og Spenner i den underligt klynkende Tone som en Almuesmand, der for Herskabet skal rede for sig. Men Hr. Rowan blev ved at afhøre ham, formende sine Spørgsmaal skarpere, ligesom med et Skær af Utaalmodighed overfor denne uafladelige Klynken, der gemte sig bag en anden. -Men hvad mener De, De havde, sagde han tilsidst.
En halv Time efter skiltes man under gensidig Forsikring om dybeste Højagtelse, og Rowan gik hjem, glad ved at have baaret sig saa vellykket ad. Intet kunde jo være kommet bedre tilpas i dette Øjeblik, end netop den Bladneger. Hjemme modtog hans Datter Maggie ham med stor Utaalmodighed. Nu havde hun ventet #saa# længe, og Maden ...
Rowan atter vendte sig til Adolf, der svarede med den samme slukte Stemme. Forhøret over ham var kort. Han havde jo tilstaaet alt. Berg hørte ubevægelig til, med Hovedet ned mod sit Bryst. Han følte kun en sløv og blytung Træthed, mens de nævnede endnu en Gang alle disse Tal og Summer, al den stjaalne og falske Mønt, der havde været deres hele Driftskapital. -Saa var der altsaa egenlig, sagde Hr.
Og Berg og Martens ventede begge paa, at Hr. Rowan skulde rejse sig: Ja, mine Herrer, sagde han og stod op: saa er det altsaa forbi. Og idet han rakte Haanden frem mod Bergs højre, som han beholdt et Øjeblik i sin, sagde han: -De har ikke ret kendt Grunden, hvor De byggede, Hr. Berg. -Farvel. Herluf og Martens gik samme Vej, som Berg var kommen.
Og før Betjenten kunde hindre det eller Hr. Rowan tale, greb Herluf Adolfs Haand saalænge han levede, vilde Berg mindes denne Haand, saa stiv og kold som en Døendes og lagde et Øjeblik sit Hoved ind mod hans Skulder: -Aa, Adolf, sagde han sagte, mens Taarerne pludselig sprang frem af hans Øjne, de »Papirer« har vi jo alle været med at skrive paa. Adolf var ude, Døren lukket.
Dagens Ord