Han maatte ganske have tabt Hovedet, thi han prøvede ikke en Gang paa at skjule sig i Skovens tættere Dele, men fløj af Sted over den ene aabne Plet efter den anden, indtil han kom ud paa Sletten, som fører ud til den aabne Karré ved Fontainebleau. Han løb godt, det er sandt, løb som en Kujon, der løber for sit Liv. Men jeg løb, som Skæbnen løber i Hælene paa Forbryderen.

Naturligvis fik Clara fat i Forbryderen, der næsten ikke kunde løbe for Latter og Skrigen. Hun greb hende i Haaret og holdt hende fast. Hvad skal jeg nu gøre ved dig, dit lille Utyske? Drukne mig! lo Synderen. Godt! nikkede Clara og løftede hende op i sine Arme Godt, min Pige, nu har du selv sagt det. Og hun begyndte at vade udad med hende. Men Karen sprællede i den Grad, at hun slap løs.

Lad Retten have sin Gang." Han vendte sig hen imod Nikola og vedblev: "Forbryderen dér bliver overgivet til dig." Nikola rejste sig langsomt og stirrede paa den ulykkelige Mand. "Din Hund," udbrød han, "efter din egen Ypperstepræsts Ord er du i min Magt. Hvorfor handler du saaledes, som du gør? Er du kommet til Verden af den Grund?

Kan I se, jeg fik Rettriumferede Herredsfogden, da de bragte Synderen. »Ja saa afsted i en FartOg tilbage gik det mod Fængslet med det værdifulde Bytte. Herredsfogden fløjtede Dansemelodier af Selvbeundring. »Luk op! Det er HerredsfogdenFængselsporten aabnedes straks. »Kald paa InspektørenInspektøren kom farende i næste Øjeblik. »Værs'god, Inspektør! Der har de Forbryderen.

Og ogsaa alle de andre Kvinder sagde: Fy e ...! Men lidt efter sad Forbryderen paa sin Bænk for Bordenden ved Siden af Frøken Sofie og lappede skyldfri i sig: holøp! holøp! af Kaffen og Bagværket, der stod serveret i en Spølkum paa et Stykke Voksdug foran ham. Frøkenerne tændte deres Piber; og Snakken og Lystigheden tog Fart.

Saa faldt han med en sidste Stønnen om paa Græsset, medens Forbryderen, der havde begravet sit Vaaben i sit Offer, svingede med Armene og hylede af Glæde. Men jeg jeg drev mit Sværd med rasende Kraft igennem hans Mellemgulv, og blot ved Slaget af Sabelheftet mod hans Brystben slyngedes han seks Skridt tilbage, før han faldt.

Og det var helst de rødmussede og livsstruttende, han udvalgte sig som Ofre: Er Du en stor Dreng? kunde han spørge, og Smilet om hans smalle Mund blev lystent og rovdyragtigt Nej, nu skal jeg vise Dig, hvordan det er at blive stor! og med sine magre Fingre greb han Forbryderen fat i de smaa Haar ved Tindingerne og løftede ham i Vejret: Voks, voks! sagde han og løftede højere og højere, indtil den arme Synder balancerede heltoppe paa Spidsen af sine smaa, fortvivlede Tæer: Saadan er det at vokse, min Dreng! sagde han Saadan er det at blive stor! ... Og nu kan Du gaa ned og glæde Dig!