United States or Greenland ? Vote for the TOP Country of the Week !
Og det var helst de rødmussede og livsstruttende, han udvalgte sig som Ofre: Er Du en stor Dreng? kunde han spørge, og Smilet om hans smalle Mund blev lystent og rovdyragtigt Nej, nu skal jeg vise Dig, hvordan det er at blive stor! og med sine magre Fingre greb han Forbryderen fat i de smaa Haar ved Tindingerne og løftede ham i Vejret: Voks, voks! sagde han og løftede højere og højere, indtil den arme Synder balancerede heltoppe paa Spidsen af sine smaa, fortvivlede Tæer: Saadan er det at vokse, min Dreng! sagde han Saadan er det at blive stor! ... Og nu kan Du gaa ned og glæde Dig!
Høg?" sagde han .... Men i det samme saá han paa William, der var bleg og forstyrret, og Smilet paa hans Ansigt blev til et pludseligt Spørgsmaalstegn. "Af den gamle Familie," spurgte Etatsraaden og satte sig ved Bordet. "En Sønnesøn af Excellencen ..." William talte sagte og støttede sig til Egebordet.
Hele Kirken laa i stille Ro, de hørte kun hinandens Aandedræt, der lød hurtigt og gispende. Fra hans Haar gav hun sig til at klappe hans Kinder. Hun sad og smilede svagt, og Smilet smittede. Men saa skød hun ham hurtigt bort, rejste sig og sagde: "Vi ses vel igen paa Fredag." Bælgetræderen var kommen frem bag Orgelet.
Men hver Gang, han havde bredt Armene ud for at favne Verden, den lyse, glade Verden, der var hans, hans alene, havde Skæbnen kastet en Kvinde i hans Favn. Og for hver Gang havde han set mere og mere spørgende paa Kvinden, og til sidst havde han holdt hende ud fra sig og smilet og sagt: Herregud, er det hele Verden? Ser hele Verden saadan ud? Og saa havde han krystet hende ind til sig og leet.
Han vilde blot have smilet derved, tryg og sikker og uden Angest, som man smiler, naar man ved sine Skatte og Klenodier forvarede bag en Bankmurs uantastelige Laase og Slaaer! Nede paa «det inddæmmede» var Arbejdet i fuld Gang. Baronen stod efter Vane med sin Stok plantet bag sig og hvilede med begge Hænder paa dens Haandtag.
Og hvor hun viste sig, spirede Smilet og Glæden; saa ligefrem og »gement« kunde hun belægge sine Ord ... Nu opstod der pludselig en frygtelig Larm og Forvirring med Hylen og Skrigen og Flugt til alle Sider. Det var Fru Mona fra Hvidgaard, der kom farende fra Lindealléen i Russer-Slæden og med hele Hundekoblet efter sig.
Hun og William havde drukket to Glas med hinanden: første Gang havde de stødt Glassene sammen, som man plejer, men anden Gang havde Margrete ligget ned i Stolen, dovent henslængt, og havde bedt Gerson om at tage Glasset. Saa havde hun rejst sig lidt op, set paa William, smilet og tømt det. William drak ud til Bunden.
Han havde rejst sig, og hver Gang han talte paany, gik han længere frem, og William saá ikke andet end Smilet paa hans Ansigt, og at han stadig gik længere frem, længere og længere, ligesom han ledte ham med sin Stemme Og sine egne Ord hørte han langt borte dø som en fjern Velklang, der berusede hans Øre ... og pludselig syntes han, han maatte tale i Vildelse, saa uklart var det altsammen.
Og de havde redet Side om Side milevidt bort ad ensomme, ubefærdede Veje. I Straahytten nede ved Havens Grænse havde de siddet; og i de store, dunkle Stuer oppe paa Næsset. Og han havde talt og talt. Og hun havde andægtigen lyttet og tankefuld nikket. Men Smilet om hendes Læber havde han aldrig faaet dræbt. Saa var det, at de Dagen før Grevens Afrejse igen sad sammen i Straahytten.
Karl, der sad og funderede inde i en anden Tankegang, sagde, mens han skød Røgen ud gennem Næsen: -Men de Aarhus Grosserertampe er s'gu dygtige. Uden at have hørt det sagde Ida og slog et Par lysende Øjne op mod Karl: -Hvor mon man er i den næste Ferie? Og Karl svarede, idet Smilet kom igen i hans Øjne: -Ja, Fanden véd.... Men Ida maatte gaa. Klokken var altfor mange.
Dagens Ord