United States or Iraq ? Vote for the TOP Country of the Week !
En smiler sorgfrit med sin friske Mund og taler ud af sit unge alvidende Hjærte, en anden ler nok gæstmildt men fortier sit Tungsind; nogle bryster sig af deres vitterlige Skavanker, andre slaar Øjnene ned og skammer sig over deres lydefri Figur.
Klager man over, at den gjør Gaderne ufremkommelige, saa smiler de og ryster paa Hovedet ad Ens Ubekjendtskab med Forholdene. "Aa, i Paris bliver saadant Noget kun liggende en Dag," siger de. "Naar vi blot faar Regn inat, saa er det Altsammen borte imorgen tidlig." Man faar imidlertid ikke altid Regn om Natten.
Nu ved jeg, hvad det var. Det var Livet ... det evige Liv. En Dør lukkes sagte op. Trin over Gangens Fliser. Du staar i min Stue. Lis! Jeg er din. Du ser saa stor ud, og du smiler. Et Smil mellem Graad og Lykke. Hvorfor hvorfor ser du saadan paa mig. Jeg kender dig ikke i Aften. Du ser ud, som ejede du Alverdens Lykke i dit Bryst. I den mørkeste Krog sidder vi Side om Side.
De er stumme over for Damerne; men under Dansen eller ved Bordet smiler de ofte til hinanden, de fløjter "Kanapévisen" og nynner "Lindenau", lader saa, som om de griber sig selv i det og siger "om Forladelse", mens de ler Damen lige op i Ansigtet.
Fra Væggen lige overfor mig smiler højsalig Kong Frederik den Syvende og Grevinde Danner naadigt ned til os. Han breder sig velbehageligt i Rammen, som om han rigtig nød Selskabet. Hvert af Billederne er pyntet med en rød Papirsrose, som har siddet der Aar efter Aar og samlet Støv. Mangen en Vinterflue har her fundet den sidste Hvile.
Lis, som er ved at give Baljen en sidste Omgang med Skrubberen, holder inde et Øjeblik og stryger nogle Haartjavser bort fra Panden med Albuen. Tag den selv. Jeg har begge Næverne fulde. Vi slukker bag os og gaar ind i Stuen igen. Vi sidder paa hver sin Side af Bordet. Længe har vi været tavse. Lis tager sit Sytøj frem, og jeg finder min Jagtjournal. Vi ser paa hinanden, hun smiler.
Men den næste Morgen, naar man vaagner, er det Altsammen gaaet af En som en Sygdom, der er ovre. Man aabner Vinduet paa vid Gab. Hvilken Friskhed, hvilken Sol, hvilken Skjønhed! Og hvor det ligger roligt og hvilende der Altsammen og smiler En imøde, som det vilde sige: Nu forstaar vi hinanden, nu hører Du mig til. Man nynner et Vers og klæder sig paa og gaar ud. Ingen Mennesker er oppe endnu.
Hvor De gjorde mig bange. Det er en Kvinde. Hun vender sig om imod mig. En hed Bølge af Glæde skyller ind over mig, og jeg bliver staaende med Hatten i Haanden. Hun smiler, jeg ser de hvide Tænder, og hendes Øjne straaler. Hvad hedder De? Jeg hedder Elizabeth eller Lis, føjer hun til. Jeg kender Dem ikke. Nej, men jeg kender Dem. De er Jægeren.
Han er ikke smuk, men har et af de aabne, blonde Ansigter, som man maa synes om, især naar det smiler. Af Skikkelse er han meget høi, men gaar lidt bøiet; undertiden ser det mig ud, som om hans Bryst ikke er rigtig stærkt, det vilde gjøre mig meget ondt. Han viser mig en saadan Opmærksomhed, at jeg ikke kan skjule for mig selv, at han sætter megen Pris paa mig.
Men hun smiler og møder under Dandsen hans øine, hvis Pupiller glindser. -Schønaich, jeg er træt. Men han bliver ved at valse, hurtigere, og bestandig smilende lægger hun sig tungt ind i hans Arme, som hun føler skælve om sit Liv. Og pludseligt slipper han hende, og de gaar ved Siden af hinanden op ad Marmortrappen til Galleriet, uden at tale. Ellen gik iforveien.
Dagens Ord