United States or United States Minor Outlying Islands ? Vote for the TOP Country of the Week !
Jeg vil ikke lade ham skille mig fra Robert, aldrig, aldrig! Han er det ikke værd. Jeg vil vente paa ham min egen Skat og hvis han virkelig elsker mig, saa kan vi engang blive lykkelige, og hvis han ikke gør det men aa! Det behøver jeg ikke at frygte for. Jeg ryster endnu af Vrede, og jeg vil gaa i Seng. Jeg vil ingen Middagsmad have. Tirsdag Morgen den 29. Novbr.
Han gik med Lyset hen til Skrivebordet og aabnede Mappen; "Du maa skrive," sagde han, "min Haand ryster jo lidt, saa dikterer jeg." William gik frem over Gulvet som for at tage en Stol, forbi Kaminen, hurtigt hen til Døren. I det samme vendte Høg sig og nikkede lunt: "Jo, min Dreng, den er lukket og Klokkestrengen har jeg ogsaa taget ned."
De var frelste inde i Gaarden og de lo paa én Gang, sagte, begge to. Men Karl sagde og nikkede: -Men det var s'gu for hans Skyld, Admiralen flyttede. -Hvorfor? Karl smækkede med Læberne: "Ralen" er jo en gammel Hund, sagde han blot. De listede op ad Trapperne, og Ida traadte fejl og lo igen, før de naaede Døren. -Du ryster jo, sagde Karl, der hjalp hende Tøjet af.
Duggen er trængt gennem hendes Klæder og har suget Varmen bort. Hun ryster over hele Kroppen. Endnu halvt i Søvne griber hun om sig med Hænderne for at trække det Sjal, som hun har slaaet om sine Skuldre, tættere sammen over Brystet. Dets ene Flig har hængt fast i nogle Ris og har ikke villet slippe. Ærgelig har hun lukket Øjnene op og rusket kraftigere til. Grenene er stærkt bøjet.
Ida hjalp og Ida traadte Synaal, medens hun sad og tænkte: Hvor Fru Lund dog ryster paa sin Haand. -Gud ja, sagde Fru Lund, der rodede, for der var Hul ved Hul paa Lagenerne: dette er da vist osse de ældste ... Men det er jo i Ferierne, de ligesom endnu har no'et af Hjemmet, lille Du ... og hvem véd, hvorlænge det varer.... -Børnene er i Haven, sagde hun og tog fat igen.
Ida vilde sende Blomster til Fru von Eichbaum, naar hun rejste. Ja, hun vilde sende en Buket ud paa Jernbanen. Fru von Eichbaum og Generalinden sad i Spisestuen foran den lukkede Kuffert, da Fru Mourier arriverede med Kate. -Men, Emilie, sagde Fru Mourier, rejser Du i Silke? -Gud, Vilhelmine, altid. Det er da det eneste praktiske. Silke ryster man jo Støvet af.
Bøjede frem under Lampen med hinanden om Livet læste de to Søskende deres Moders sidste Brev. "Elskede Børn: Min Haand ryster, saa jeg næppe kan skrive, og hvert Bogstav, jeg skriver, smerter mig, men Kærligheden vil lære Jer at læse min utydelige Skrift ..." William bøjede Hovedet ind mod Ninas Bryst Og krystede hende i et langt, fortvivlet Favntag ...
Jo, det kan jeg godt, og forresten kan du da ikke være bekjendt at være ængstelig for mig. Ængstelig? jeg ryster over hele Kroppen! Du kan heller ikke se rigtig nu. Jeg vil hente en Lampe. Nei, for Guds Skyld, lad mig dog i alt Fald beholde #den# Undskyldning.
Men Mascani syntes ikke at lægge Mærke til Mængdens Uro; han støttede begge Hænder mod Prædikestolens Kant og bøjede sig frem over den som for at blive set af alle. Her staar jeg, sagde han en Synder for Gud og Mennesker. Men jeg ryster Ansvaret af mig. Thi hvem har stillet mig paa denne Plads? Hvem har paa mine Skuldre lagt en Byrde, som jeg ikke har formaaet at bære?
Han var forkølet og hilste rundt paa Damerne, før han slog sig ned hos Fru Mourier og pudsede Næse. -Naa, lille Frue, sagde han, ja, nu er vi her saagu baade med Redningsbæltet og med Landgangen. -Aa ja, Gud, Admiral, sagde Fru Mourier, det var, som ventede hun mere Sangbund hos ham: jeg er, saa mine Ben ryster.