United States or Saint Kitts and Nevis ? Vote for the TOP Country of the Week !
"Da var det den rette Tid at resignere, nu Du skal til at begynde ..." William støttede Armene paa Bordet. Hoff troede, han smilede af Glæde. Huset begyndte at fyldes. Man hørte oppe paa Scenen nedefra Klapren med Sæder, der sloges op og i, Summen af Stemmer; de steg som en Bølge Op imod Fortæppet, I Orkestret stemte man Instrumenter.
Josefine, der stod ved Døren som paa Vagt, nynnede ogsaa, med Hænderne paa sine Hofter: Flyv, Fugl, flyv over Furesøens Bølge, Stræk dine Vinger nu vel. Ser Du to Elskende, dem skal Du følge, Dybt skal Du spejde deres Fjed. Er jeg en Sanger, saa maa jeg og vide Kærligheds jublende Lyst. Alt, hvad et Hjerte kan føle og lide, Burde jo tolke min Røst. De holdt op at synge, men ingen rørte sig.
"Spørg ham selv, siger jeg, om det ikke er sandt. Har jeg ikke hørt ham i sin Søns Nærværelse kalde sig selv for Tyv." Klyngen bagved begyndte at bølge raadvild. Men da rejste Kæmpen sig med et Sæt, saa Stolen væltede bagover. Saa ret som et Lys stod han i sin hele Højde foran Klyngen og lod sit Blik glide fra Mand til Mand.
Efterhaanden som Dagen gik, havde hans Ryg krummet sig mer og mer, medens han halede Torskene ind den ene efter den anden; han havde for længst opgivet at holde Tal paa dem. Nu stod hans Ryg spændt bagud som en Flitsbue. Hans Næse var stor og kraftig, hans Hage blød og hans Kinder dunede og røde. En stor Bølge kom rullende og løftede Baaden højt til Vejrs.
Kun en gammel Kone blev i Kroen for den syges Skyld; hun satte sig i Døren med sin Rok og spandt Time ud og Time ind uden selv at gøre ringeste Støj. Tider gik. Oppe fra Kirken kom nu og da en svag Bølge af Stemmers Lyd. Et Vindpust førte stigende Larm med sig derfra, Latter, Udbrud af de dansende. Axel aabnede Øjnene, halvt henne som han var, og saa, at Natten var lys. De sang oppe i Kirken.
Han vidste ikke, hvordan han var kommen til at staa der, Gulvet var gaaet ned i en Dal og op i en Bølge, og han syntes, han satte til, ligesom naar han skulde springe over "den store Hest" og han havde taget et langt, umaadeligt Spring, og saa stod han der. Gerson gav ham Replikken.
Saa faldt den med et Plask ned mod Havfladen, saa Vandet sprøjtede ud til Siderne, og Baaden gled langsomt ned i Bølgedalen og begyndte at krybe op over den næste Bølge. Saaledes havde de ligget hele Dagen, fra Solen stod op. Uafbrudt slynget over Bølgedal fra Bølge til Bølge. Snart laa de dybt nede med Vandvæggene skraanende op til alle Sider.
Han syntes, at en Bølge af hed og tung Luft væltede sig op imod ham. Men han ænsede det knap. Han talte ikke mere alene til dem, der sad nede i Salen. Talen var bleven ham et Liv, som han maatte igennem. Og han gik over til at forklare, hvad han nu haabede at kunne virke med sin Opfindelse. Brødet var Livet for Menneskene. Gennem det diede de daglig Moder Jord.
Thjodolf og hans Mænd sprang overbord, de kunde Alle svømme i fuld Rustning, om det saa skulde være. Men de stærke Bølger reve dem atter tilbage, naar de vel meente at have naaet Land, saa at de Alle druknede undtagen Thjodolf, hvem en stor Bølge kastede op paa Landet.
Hvor De gjorde mig bange. Det er en Kvinde. Hun vender sig om imod mig. En hed Bølge af Glæde skyller ind over mig, og jeg bliver staaende med Hatten i Haanden. Hun smiler, jeg ser de hvide Tænder, og hendes Øjne straaler. Hvad hedder De? Jeg hedder Elizabeth eller Lis, føjer hun til. Jeg kender Dem ikke. Nej, men jeg kender Dem. De er Jægeren.
Dagens Ord