Vietnam or Thailand ? Vote for the TOP Country of the Week !
Opdateret: 25. maj 2025
Duften fra Lindene løste og løftede sig under den dugvaade Kølighed; steg op imod dem. Marie bøiede Hovedet frem: -Hvor det dufter, sagde hun. Hvor her er smukt. Hun støttede Ansigtet mod Vinduessprossen og stirrede ud i Haven. Hun mærkede, at Erik bøiede sig dybere ned over hende, og hun følte hans Aande over sin Kind. Hun skælvede men flyttede sig ikke. Erik aandede knap.
Grøfterne opfyldtes af en fin Mosart, der voxede saa yppig, at den dannede en løs purret Masse af grønne Smaastjerner, i hvilke Draaber af Morgentaagen endnu tindrede, og over de olivenbrune Mospuder, der svulmede paa den hinsidige Rand, bøiede sig en hel Hæk af forskjelligartede Bregner.
Og i en Følelse af dyb Ærbødighed, han aldrig havde kendt, bøiede han sig og trykkede et Kys paa hendes Haand. Tak. hvidskede han, Tak, at De tror mig. Saa gav de sig til at tale. De talte dæmpet og blødt, med Stemmer, der skælvede. De talte pludselig fortroligt: om de første Dage, de havde set hinanden, om hver en lille Hændelse og hvert et Blik.
Han sank sammen og med ludende Hoved gik han nogle Skridt ved Siden af hende. Da sagde han tonløst og standsede: -Og nu gaar vi hjem. Ellen rakte Haanden frem, men Holm tog den ikke. -Holm, tag dog min Haand. Han tog den mellem begge sine Hænder, som skælvede, og med et dybt Suk bøiede han sig og kyssede hendes Haand. -Lev vel hviskede han. Saa var altsaa ogsaa det forbi.
Men da Kaminilden begyndte at skære Carl i Ansigtet, bøiede han sig frem, saa han saa Ellen. Hendes Ansigt var helt stift. Under det tykke Purr af Haaret stirrede Øinene og alle Træk var skarpe Og i forfærdet Angst for dette Ansigt, han aldrig havde set, strakte Carl Urne Hænderne frem: -Ellen, skreg han. Hvad er der? Hun vaagnede ved sit Navn.
Jeg sagde hende, at jeg længe havde anet, at noget Sørgeligt i hendes Fortid trykkede hende, men ikke havde tænkt mig, at det strakte sig saa dybt ned gjennem hele hendes Barndom og Udvikling. Ved denne Bemærkning fik hendes Ansigt et eiendommeligt mistænksomt og næsten spottende Udtryk, som jeg godt kjendte. Men nu har De ogsaa kun opholdt Dem ved de mørke Sider, bøiede jeg af.
Saa? ja, saa tager min Værtinde nok imod den. Stephensen smilede lidt ironisk, som om han vilde sige: er det for min Skyld, I gjør jer al den Uleilighed? Men nu bliver du her da i Aften, sagde Minna og bøiede Hovedet ned over nogle Noder, som hun bladede igjennem. Ja, naturligvis bliver Harald her, vi skal have det rigtig gemytligt, sagde Moderen. Jeg takkede og satte mig ved Vinduet.
En god Stund kjørte vi ganske ligefrem, indtil Andrea Margrethe bøiede sig over mig og sagde: »Kan De see den store Kampesten derhenne der sidder tre Krager paa den ja nu fløi de bort men der hvor Kampestenen er, der skal De svinge ind mod Nøddebo.«
-Og saa Bjergskovens Duft, som synker derover ... Han holdt inde, og sagte, uden at løfte Hovedet, der hvilede mod Monumentet, sagde hun. -Ja det er smukt. Der blev atter en Taushed, Schønaich bøiede sig over Roserne. Han rettede sig igen og i en helt anden Tone sagde han: -Men det bliver altfor køligt for Dem Ellen foer sammen: Hvilket? Hun var saa langt borte ja, det bliver køligt.
Og denne Tid, denne Dag maaske vil man en Gang finde den næsten smertelig skjøn, og kun bebreide sig, at man ikke i Øieblikket satte nok Pris derpaa, og dog vilde det egentlig være uretfærdigt, i alt Fald for mit Vedkommende. Minna bøiede Hovedet dybere ned og lagde de nye Stene ned i Lommetørklædet til det øvrige Fund.
Dagens Ord
Andre Ser