United States or Brunei ? Vote for the TOP Country of the Week !
Om Aftenen maatte de spille for Kongen inde i Taarnstuen, hvor han for det meste opholdt sig. De blev beværtet med Vin, og Jakob spillede sine Hopsaer med al den Kunst, han raadede over. Det lød saa sært her under Murene. Kongen var tilfreds, han blev vemodig og sad med Haand under Kind. Vokslysene brændte paa Bordet, hvor Spændebogen laa opslaaet.
Det var en vovet Snak om alt muligt, med Spring saa hist, saa her, og med hasarderede Antydninger. Carl svarede kun med "Ja" og "Nei", sad helt ude paa Kanten af Stolen for at undgaa Fyrstindens Vifte, der var lige ved at streife hans Kind, og skottede hen til Grevinden, som sad lidt i Baggrunden i Halvmørket.
Men Schrøder slap Karl von Eichbaum, Drengen, og løb pludselig ind til Fru von Eichbaums Dør. Gennem Nøglehullet saá hun hende sidde ubevægelig og bleg foran sine Lys. Frøken With havde ikke sluppet Falkenstjernes Skuldre og han mærkede hendes Haand iskold ved Siden af sin Kind. Naar Lynene kom, saá han hendes Ansigt, lighvidt, og hendes Øjne, der saá ud, som var de grønne.
-Goddag, min Ven, sagde han og rørte flygtigt Marschalindens Kind med sine Læber, som havde han set hende igaar og tyve Aars Fraværelse ikke var til for ham. -Hvor jeg havde glædet mig til at se Dig, sagde Marschalinden og følte sig pludselig forvirret eller som blev hun tom etsteds, i sit Hjerte.
-Forfaerdeligt, sagde han kun. Og ligesom om han overhovedet forst nu huskede "det", holdt han hendes Hoved ned mod sin Skulder med en slap Haand og uden at tale, mens Tine trykkede Ansigtet ind mod hans Kind Taarerne brod frem af hendes Ojne. Saa bojede han sig og halvt i Tanker, halvt af Medlidenhed kyssede han hendes stakkels Ansigt med et Par kolde Laeber.
Hvor den Tid er løben fort! Det er jo som det var et Øieblik ... men med en Evighed i sig. Ja, lystigere var jeg vel den Gang, men gladere ... nei, jeg vidste slet ikke, hvad Glæde var. Ambrosius . Ja nu !... Nei, see ikke saaledes paa mig, saa forvirres mine Tanker igjen ... saa ligner I atter Ellepigen, hende, som klapped Svenden ved hviden Kind og hviskede ham i Øre. I er jo dog ingen Ellepige?
Jeg saae hele den hyggelige Kaffescene i det dunkle Regnveirslys med Skjæret fra Spritflammen flakkende over Minnas kjære Ansigt, der var saa nær ved mig og smilede saa fortrolig. Fru Hertz bemærkede en Taare paa min Kind og trykkede min Haand, rørt over min Deltagelse.
Jeg længes han strøg hendes Kind længes derefter ... Han saa ned paa hendes Ansigt, ømt. -Ja, sagde hun og slap ham, rød, naar jeg blot kommer bort. Hun talte om adskillige Ting ved Reisen, alt mildt og dæmpet. Saa sagde hun: -Bli'er du vred, om jeg be'er dig gaa? Jeg er saa træt. -Nei gaa til Ro. Du trænger til det ... Jeg gaar en Timestid hen i Klubben ... God Nat, min Ven.
Ansigtet var ligeledes dækket af Jord og Støv, og i Panden havde han slaaet et Hul, hvoraf Blodet løb ned ad den høire Kind. Jeg blev staaende stum af Forskrækkelse ved dette Syn, men neppe fik Gamle Øie paa mig, før han styrtede hen imod mig, omfavnede mig og slap mig ikke, før jeg var bleven et nøiagtigt Afbillede af ham selv.
Ida blev rød og saa bleg: -Godmorgen, sagde hun, og der var med ét det forrige stive Udtryk i Øjnene. -De kan tro, vi har travet, sagde Kate, mens Karl, der holdt lige ved Ida og ikke havde kunnet faa fat i hendes Blik, lod, ligesom tilfældigt, den alleryderste Spids af sin Ridepisk, ganske svagt, røre ved Idas Kind, saa Ida saá op, lynsnart, et Sekund
Dagens Ord