United States or United Kingdom ? Vote for the TOP Country of the Week !
Først sent om Aftenen og den følgende Formiddag ankom der Forstærkning fra Provinserne, og nu gik det rask fremad. Den 24. havde Lamoricière gjort sig til Herre over hele den venstre Seinebred, men paa den høire rasede Kampen endnu lige stærkt. Den 25. om Aftenen sendte Cavaignac Erkebispen af Paris, Affre, med en Proklamation til Oprørerne for at bevæge dem til at nedlægge Vaabnene.
Niels . Hvad skulde det være for en Steen? Jørgen . Ja, hvem kan vide? Der ligger jo saa mange Steen ved Veikanten; en af dem kunde jo komme ham paa tværs. Niels . Ja, saadan en rigtig Kampesteen! Men hvordan skulde det gaae til, Jørgen? Jørgen . Aa, man kunde jo skubbe lidt til den, Niels. #Bibliotheksstue. I Baggrunden en Dør med Reoler paa hver Side. Døre til Venstre og Høire.
Er det nogensinde hændt Dem, naar De kom herud, at man stod med en Feiekost i Døren og raabte: Marsch, høire om! hjem igjen? ja det skulde da være Emmy, der havde gjort det i min Fraværelse, det kunde nok ligne hende.«
Den høire Haand, som hang ned, krammede et lille Lommetørklæde, et Par Gange hævede hun den anden for at skygge, som om hun vilde se efter noget Bestemt, men glemte det strax igjen, strøg Haaret bort fra Panden eller gav sig til at tromme paa Vindueskarmen. Jeg gik sagte hen til hende og lagde Armen om hendes Skulder. Er der ellers Noget gaaet dig imod, Seelchen?
Nu dreiede vi ind til Høire og kom til den sidste Bakke, oppe paa Toppen af hvilken Præstegaarden laa, der ligesom Kirken var bygget lidt udenfor Landsbyen.
Ambrosius . Godmorgen, lille Jomfru! Alt saa tidlig ude at spadsere? I har vel hjemme her, kan jeg tænke. Fører denne Vei ret op til Gaarden? Bodil . Det kommer an paa. Alleen hist henne er kun for Herskabet og fornemme Gjæster. For Tyendet og Hovbønderne gaaer Veien om ad Ladegaarden. Den pleier veifarende Folk ogsaa at følge, naar de har Ærind paa Gaarden. Der skulde I have taget af til Høire.
Har han været hos dig? spurgte jeg strax, mens jeg holdt hendes skjælvende Haand mellem mine. Ja. Hun lod mig beholde sin høire Haand og pressede den anden, der knugede et lille Lommetørklæde, fast under Brystet, som om hun havde Sting.
Hvor hans joviale Ansigt viser sig, bliver der snart Solskin, og naar han paa sin adstadige Mule rider gjennem Gaderne i Caracas, krydse mange venlige Øiekast hans Vei, og han hilser muntert til Høire og Venstre. Den brave Doktor maa ofte tage sine Patienters gode Villie i Gjerningens Sted og nøies med Venlighed istedetfor Betaling, hvad han gjør med megen Gratie.
Men forgjæves speidede jeg igjennem de tætte Sneflokke efter et eller andet Kjendemærke, som kunde forkynde mig, at vi nærmede os Maalet, thi intet saadant var at opdage. Jeg saae til Høire, og jeg saae til Venstre, om jeg ikke muligvis kunde see et Huus eller Træ, som jeg kunde erindre fra dengang vi kjørte ud, og som kunde sige mig, hvor vi egentlig vare.
Vi snakkede endnu et Kvarters Tid om ligegyldige Ting, for at forhale Afskedsøieblikket. Endelig rev vi os løs. Minna lyste os ud paa Trappen. Gadedøren var endnu aaben. Jeg lod ham træde først ud. Han vendte sig, og idet han tog Hatten af, strakte han den høire Haand ud imod mig. De sagde igaar Aftes, Hr. Fenger, at vi skildtes som Fjender.
Dagens Ord