United States or Gabon ? Vote for the TOP Country of the Week !
Nu var det glemt altsammen, alt, hvad hun havde lidt i disse seks Dage siden han drog ud: nu kom han jo hjem. Tine lob hen til Lars Husmands; der vilde hun staa, naar han kom. Rundtom drog Soldaterne ud, uden Sang, tungt i den opblodte Vej. De vendte Hovederne og saa efter Tine, der lob dem forbi hendes Ansigt var saa friskt i Vinden, og hun havde en lille Slojfe faestet i sit Haar under Sjalet.
Hun holdt inde og drog Vejret dybt: "Og saa kommer De jo saa meget sammen med ham ..." "De mener, at mit Selskab ikke er gavnligt for Deres Broder ..." "Nej ... men ... det er ikke det ... men, hvad skal vi gøre? Vi véd jo ikke, hvad vi skal gøre." Nina tog Lommetørklædet frem under Sjalet, tørrede Taarerne bort. "Det er det, som er saa sørgeligt," sagde hun. Der blev igen Tavshed.
"Jeg," Ordene sank efterhaanden, "er kommet for at tale om min Broder." Nina løftede Ansigtet, saa Hoff saá Trækkene. Han troede ikke, han vilde have kendt hende igen. Han betragtede et Øjeblik hendes sorgforvitrede Træk, saá i Tavshed mod Gulvtæppet ... "Jeg kan tænke det," sagde han sagte. Nina krammede lidt om Sjalet: "Han bo'r jo ikke mere hos os," sagde hun. "Nej."
Hoff vidste ikke, hvad han skulde sige, han vilde ikke en Gang se op, men sad og stirrede paa Tæppefelterne under den nye Pause. Og Nina sad bestandig krammende om Sjalet, kæmpende med sig selv. Men saa pludselig sprang hun midt ind i Tankegangen og sagde hurtigt, halvt graadkvalt: "Det er ikke, fordi jeg vil bebrejde Dem noget, men men jeg er saa ulykkelig ... vi ... Sofie og jeg ..."
Katinka havde endnu Julesalmerne i sit Øre, hun følte alting som i glad Højtidelighed. -Julen er rar, sagde hun. -Ja, sagde han og lagde hele sin Overbevisning ind i "Ja'et". -Og han sagde det osse rigtig kønt, lagde han lidt efter til. -Ja, sagde Katinka, det var en rigtig køn Præken. De gik lidt. -Men jeg har jo slet ikke takket Dem, sagde saa Katinka, for Sjalet.... -Ingenting at takke for.
Mina rystede paa Hovedet: "Det er for Navnets Skyld," sagde hun og vendte sig helt. Hoff var rørt, han tog hendes Haand: "Hvis jeg kunde gøre noget ..." sagde han. "Lad ham blot komme hjem ... kun en Gang imellem." Graaden standsede hende. "Vi ser ham aldrig mere." Ja ..." "Og vi ... og jeg skal ikke skænde paa ham." Hun tog Sjalet sammen om sig, sukkede og gik henimod Døren.
Men hun rejste sig dog og hun tog sit Sjal og lagde det om sig og satte sig igen "for om han dog kom". ... Hun foer sammen det var hans Trin. Hun kastede Sjalet og stod midt i Kammeret hun smilede til ham, da han kom. Han tog hende i sine Arme og knugede hende, saa hendes Laender smertede: Hun smilede og sagde: -De kom dog. -Ja, hvem kan vel sove nu? sagde han og bojede sig over hende.
De fik Lirekassen stillet op, og Konen tog to smaa, rød-bukseklædte Aber frem af Sjalet og satte dem op paa Lirekassen. Manden spillede, og Berg saa' paa de to Aber, der begyndte at skære Grimasser og danse. Pludselig hørte han Melodien.
Hva' staar Du der og ser saa broget ud i Ansigtet efter? spurgte Pin'de-Jens, der kom forbi. Sørine trak Sjalet tættere om Hovedet: Hva' rager det Dig? Næi, saagu' ... Er 'et ham, Jakobæus derude, der sætter Vandet op i Dig? ... Slaa Du heller Tappen i Tønden og la' Ungdommen fornøje sig. Li'som Du og Johanne!
Netop i dette Øjeblik er Døden kommet. Hjærtet standset. Endnu i den sidste Krampetrækning har hun trukket til. Fingrene er klemt fast sammen om Sjalet, og det er stramt spændt ud fra Busken til Haanden. Hun har ikke ventet det. Ansigtet næsten maaber. Lidt efter lidt er hver eneste Muskel stivnet i Nattens Kulde.
Dagens Ord