United States or Curaçao ? Vote for the TOP Country of the Week !


Men Redningsfolkene er i deres Baad som Soldater i en vild og afgørende Kamp: de véd nok, Faren er der, de faar blot ikke Tid til at tænke paa den, de bare gaar løs, gør deres Pligt, alle Kræfter i Brug og ledet af en uvilkaarlig Snarraadighed, fremad mod Sejren eller mod ... nej, de glemmer rent, at Døden er Sejrens Sidemand, deres Hjerne og Hjærte rummer kun dette ene: vi #skal# og vi #vil#!

Der er nioghalvfemsindstyve Chancer mod én for, at Redningsbaaden paa sin Manøvrering hen mod Mispah render paa de skjulte gamle Vrag og i saa Fald bliver der ikke Plads for noget »hvis«, en øjeblikkelig Undergang i den forrygende er Redningsfolkene sikker.

Redningsfolkene kiggede ilsomt efter dem. Snart opdagede de, at en ældre Mand, det var Første Styrmand, han, som havde været paa Dækket for at hjælpe Jungmanden, der forulykkede, sad ved luv Lønning med en Ende om Livet surret fast til en Jærnpullert inde paa Dækket. Der var Liv i ham endnu, kunde man se men han havde næppe langt igen. Der maatte hastes.

Vejret lindede af, og Regnen strømmede, rigtig en trist Tid i den øde Egn. Det var Jul et Par Dage efter Travlheden i Gaard og Hus var ligesom hæmmet, man talte sindigt og lavmælt om de otte, som gik bort paa den strænge Kyst, lige for Øjnene af Redningsfolkene. Og den niende hvordan var mon #han# tilpas, naar han rigtig kom til Besindelse ovre paa Ringkøbing Sygehus. Dèr laa han. Hvem var han?

Hele Dagen havde de siddet foran paa Bakken i Vand og Kuld', Havet var i det forfærdeligste Oprør, og ingenting, hverken Brød eller Drikkelse, havde de faaet, og saa havde de jo set Redningsfolkene drukne og var nok lige ved at slippe Modet, da vi andre endelig kom ... #Glade# blev de, det husker A og vi andre syntes jo ogsaa, te det var skjønt, vi fik dem bjerget, især efter det at vore Kammerater var gaaet væk for det samme si' Skyld.