United States or Solomon Islands ? Vote for the TOP Country of the Week !
Man har havt Uret, det er kun tomme Vittighedsmagere, der kan gjøre det, Coquelin har vist, at man kan være en stor Skuespiller og en brav Borger ved Siden af. Han er af et andet Kuld end sine Forgjængere i Moliéres Hus. Han henter ikke sine Inspirationer paa Knejpen, han er sober som de Færreste, til sine Maaltider nyder han kun Vin og Vand og udenfor dem aldrig det Mindste.
Hele Dagen havde de siddet foran paa Bakken i Vand og Kuld', Havet var i det forfærdeligste Oprør, og ingenting, hverken Brød eller Drikkelse, havde de faaet, og saa havde de jo set Redningsfolkene drukne og var nok lige ved at slippe Modet, da vi andre endelig kom ... #Glade# blev de, det husker A og vi andre syntes jo ogsaa, te det var skjønt, vi fik dem bjerget, især efter det at vore Kammerater var gaaet væk for det samme si' Skyld.
Ræven plumper i Snehoser ude i Egepurlet og arbejder sig dødsforskrækket op igen. Det er den stille Tid. Rimtaagen gemmer Fjorden indtil Evighed. Dagen lang sukker det forunderligt ind fra Isen, det er en Fisker, der staar ensom ude ved sin Vaage og stanger. En Nat sner det igen, Luften er Sne, Blæsten Strømme af Kuld. Ingen levende er tilfærds. Da kommer en Rytter til Færgestedet ved Hvalpsund.
En enkelt kommer flyvende helt op over Skoven. Saa hastigt flyver den. Fremad, alt hvad Vingerne kan bære. Et Sted langt ude venter en soltørret Tue, stor nok til at rumme en haandfuld vissent Græs. Der vil den bygge et Bo med sin Mage, skabe et Kuld som det, den selv kom af. Den kaster sig ind imod Vinden og skriger, hele dens Krop er fyldt med Foraarets higende Længsel.
Brodersen og Blom sad alene tilbage. De var matte i Humøret i Aften. -Du, sagde Blom og saa ud over Gulvet, stuvende fuldt af det léende, »brunhatte'de« Ung-København, vi kunde s'gu gerne trække os tilbage nu der er Efterfølgere.... -Ja, sagde Brodersen, der er »opdraget« et net lille Kuld et nydeligt Kuld ... Man har jo lært dem, hvordan et Slips skal bindes, sagde han tilfreds.
»Jo«, siger Manden, »vi mener jo #det#, men man har jo ellers ogsaa taget meget Kuld' og Strabasier i sin Tid, saa det onde har nok samlet sig sammen i Kroppen i nogen Aaringer, og saa vil det jo frem en Gang.« »Det var kuns en lille Prik paa hans Stortaa, at se til ligestraks, men værre blev det jo.« Konen ser bekymret paa sin Mand. »Nu har han mistet de ni af hans Tæer.«
Dagens Ord