United States or Panama ? Vote for the TOP Country of the Week !
Halvraadne Blade svøber sig om dem, og blindt suger de til sig af det samme store Skød. Jorden, Livets Moder, dit Hjærte banker af Længsel. Favnet en Efteraarsdag, drømmer du dig frem mod et Foraar, hvor alle Spirerne løses af dit Skød. Vinter, skingrende Frost omkring mig, Græsset er vissent, og Vintersædens Rødder frosset fast. Det er øde og koldt, saa mange Munde skriger for Føde.
Huden i hans Ansigt og paa hans Hænder var brun og rynket, som var den forbrændt, og hans Haar, de to strittende Buske over Øjnene og det lange, bløde Skæg var vissent og graat som Aske. Hele Skikkelsen saa ud, som om Livet var gaaet hen over den som en graadig Flamme, der først var udslukt, da den havde fortæret al Legemets Saft.
Selv vore indfødte danske Stauder ude i Naturen faar jo i Reglen nogen Dækning af nedfaldende Løv, vissent Græs, og i hvert Fald danner deres egen Top jo noget Dække. De Stauder, der helt forsvinder fra Jordens Overflade, som Lilier, Incarvillea, Pæoner, Aconitum og mange flere, dækkes lettest ved et godt tykt Lag gammel Gødning over Stedet, hvor de hviler.
De dansede tungt over Vejen og klappede i Hænderne. Eller de sang med grove, usikkert-drævende Stemmer: Der er et yndigt Land ... Og naar de saa blev trætte, lagde de sig ned paa Jorden, klæbede deres Legemer som døde Klumper til Skovbunden og indsugede den ramme, vejrede Lugt af Jord og af vissent Løv. Andre havde slaaet sig ned ved Bordene udenfor Sommerhotellet.
En enkelt kommer flyvende helt op over Skoven. Saa hastigt flyver den. Fremad, alt hvad Vingerne kan bære. Et Sted langt ude venter en soltørret Tue, stor nok til at rumme en haandfuld vissent Græs. Der vil den bygge et Bo med sin Mage, skabe et Kuld som det, den selv kom af. Den kaster sig ind imod Vinden og skriger, hele dens Krop er fyldt med Foraarets higende Længsel.
Oven over vort Hoved knejsede de to store Taarne, som danner en Del af Muren selv, medens vi til højre og venstre, saa langt Øjet kunde naa, saá en endeløs Forvirring af Byens Tage, der næsten alle var bedækket med en Slags vissent, brunt Græs, ja, i mange Tilfælde voksede der endogsaa smaa Træer og Buske ud af Mellemrummene mellem Stene.
Pludselig vendte Lord Robert sig om og saá paa mig i fem Sekunder. Hans dejlige, udtryksfulde blaa Øjne var fulde af Harme og Bebrejdelse, og aa, hvor det gør mig ondt! Ringeagt! Christopher stod bøjet over Ryggen paa min Stol, ganske tæt ved mig, i en kærlig Stilling. Lord Robert talte ikke, men hvis et Blik kunde faa noget til at visne, maatte jeg være blevet til et vissent Egeblad.
De kaster Haandfuld efter Haandfuld af vissent Græs ud i den, for at Strømmen kan tage det. Hver Gang de er ved at falde, raaber og ler de, saa det kan høres langt bort. Deres Hoveder er bare. Hendes Haar er gyldent, næsten gennemsigtigt i Farven. Hvem kan fange mig? Kjolen staar i Brus om hendes stumpede Ben, og han smider Træskoene. Det gaar i jublende Leg ind over Bakkerne.
Han saa glad og fornøjet ud, den muntreste Mine af Verden og førte sig paa den eleganteste Maade. Han bar en besynderlig Frakke, der en Gang havde været rød, men som nu var falmet og havde antaget en Farve som vissent Egeløv. Men hans Epauletter straalede, og han havde en skinnende Metalhjælm med en koket, hvid Fjerbusk paa Hovedet.
Om den antike Søjlekolonnade ranker Efeuen sig uden et vissent Blad, og de unge Ællinger staar paa Hovedet i Dammen og plasker Vandperler op paa Laurbærbuskenes Blade. Ovenover Alt det kan det fine, lyse Bladløv sagtens tage sig ud, og som det er der, er det allevegne.
Dagens Ord