United States or Northern Mariana Islands ? Vote for the TOP Country of the Week !
Dine Øjne ejer Vandets Dybde, der samler hele Himmelhvælvet i sig og gnistrer af Solstænk. Og dit Bryst er bredt, kan rumme al Jordens Lykke. Du er stærk, der staar en sund Kraft af din Krop ... Længe længe bliver jeg staaende og ser op ad Havegangen, hvor du gik. Det lyser langs Sivbræmmerne. Brudelysenes røde Koralrev glimter, og Sværdliljernes Guld lyner. Dér letter en Hejre fra en Tue.
Foran den jager en Raa afsted. I Ring ... ud og ind ... ned i Mosen ... fra Tue til Tue ... Vandet staar i Sprøjt om dem ... over Engen ... Græsset glider til Side for deres Spring ... nu ligeved ... de skælvende Sider rører ved hinanden ... et Træ kommer i Vejen ... Raaen er igen foran ... over Grøfter og Tuer ... Højskoven skjuler dem ... Bukken jager med Smaldyret.
Ved en Tue ligger to Ænder. Far og Mor for Sommeren. De vender Hovederne ind mod hinanden og nikker og nikker. Rap ... rap ... rap ... raprap! Med brusende Fjer sejler han i Ring uden om hende. Rip ... rip ... rip ... riprip! Hun nejer sig og svajer sig og ved slet ikke, hvordan hun skal te sig. Raprap! Der staar Brus om hans Bryst, og han sejler hende lige forbi.
Han aabner sit rygende Gab paa Klem og lægger for min Fod en liden uskyldig Kærsanger. Men Hund dog! Ganske ligegyldigt sætter han sig ned og giver sig til at slikke sig tør. Ogsaa jeg sætter mig paa en stor Tue. Tavse sidder vi ved Siden af hinanden og lader Hvilen komme. Jeg har lagt Bøssen fra mig over Knæene og hittet Snadden frem. Det begynder at blæse, og der kommer Liv i Skyerne.
En enkelt kommer flyvende helt op over Skoven. Saa hastigt flyver den. Fremad, alt hvad Vingerne kan bære. Et Sted langt ude venter en soltørret Tue, stor nok til at rumme en haandfuld vissent Græs. Der vil den bygge et Bo med sin Mage, skabe et Kuld som det, den selv kom af. Den kaster sig ind imod Vinden og skriger, hele dens Krop er fyldt med Foraarets higende Længsel.
Gaar forsigtig ligesom prøvende et Par Skridt frem, lytter igen og giver sig pludselig til at springe afsted med korte, kluntede Hop. Hej, der snublede den ene over en Gren, og der tumlede den anden over en Tue. Benene er nok ikke tilstrækkelig stærke endnu til at bære solidt og Øjet for svagt til at beregne et Spring.
Begge knækker sammen, den sidste netop i det Øjeblik, da der var begyndt at komme rigtig Sus i Svingfjererne. Nogle enkelte Dun i Luften fortæller hvor højt, de naaede. Det giver Blod paa Tanden. Hunden jager hver eneste Tue af og halser hver Gang, han faar Øje paa noget. Jeg springer omkring, hvor jeg bedst kan komme til at skyde.
Begge er vi lige spændte. Langsomt krydser Hunden ud over Engen. Hver enkelt Tue, hver lille Busk, alt tager han omhyggeligt med. Jeg følger efter med Bøssen parat. Idet jeg gaar ud mellem Tuerne i en lille Sivholm, flyver en Kærhøg op. Den er blaagraa som Skyerne. Jeg holder til den, og der flyver nogle Fjer fra dens Bryst.
Jeg holder til den; men pudselig synker jeg. Jorden glider. Jeg staar i Mudder lige til Bæltestedet. Af alle Kræfter hiver jeg til mig. Pladderet gyder sig sammen, trykker mod Støvleskafterne og suger sig fast til Saalerne. Næsten Stykke for Stykke maa jeg slæbe Benene op. Forsigtig lægger jeg mig over en Tue, stikker Fødderne i Vejret og lader Vandet løbe ud.
Den hele By rejste sig tæt og klinet paa sin Ø som en stor Tue; for hver Ende ragede de ophejsede Vindebroer i Vejret som gabende Kæber, og derinde i de tusind Kamre havde man stemmet op for Sjælene, saa at de steg ud i vilde Formodninger, løb løbsk i Angster.