United States or Tajikistan ? Vote for the TOP Country of the Week !
I den runde Logegang kom de ikke frem; en Flok Arbejdere transporterede et tilhyllet noget og spærrede Vejen: -Hvad er det? sagde Adolf, som aldrig gav Tid, men vilde frem. Det var den gyldne Victoria til Foyeren. Lad os se hende, sagde Adolf og slog Lærredet bort med sin Stok, saa man saa' Gudindens slanke, forgyldte Ben. -Satans, som det rene Bronce, sagde Adolf.
"De kan godt straks komme herop," vækkede saa en Stemme ham henne fra Døren til Scenen. "Etatsraaden venter heroppe." William fo'r sammen. "Tak," sagde han. Herren, der havde talt, gik tilbage paa Scenen. Der var stillet en stor Mængde Sætstykker op i Rummet mellem Foyeren og Kulisserne, og William maatte gaa et Stykke langs med Væggen, inden han fandt et Par Trin og slap Ind.
Oppe paa Scenen var der mørkt, Regissøren gik omkring og stillede Smaating paa et Par Etagèrer; et Par Maskinkarle flyttede Blomster. Saa kom en ung, bleg Herre inde fra Foyeren ud paa Scenen. "Det er ham," sagde Maskinkarlen. Kammeraten standsede lidt, saá efter ham. "Han ser farlig foraset ud," sagde han. William gik ned til Tæppet og saá ud.
William kom til at ryste at Kulde, Kinderne var som Is, han havde taget sin Overfrakke af inde i Foyeren. Nu var Konen helt nede i Parterret hun gled da over det med en Harefod, og stadigt smældede hun ivrigt med Klapperne ... Lige med ét opdagede William, at der var blevet stille. Etatsraaden tog sin Stok ved første Kulisse og gik op. "Altsaa Hr.
De svarede alle: Ja Skuespilpersonalet til Foyeren; og de strømmede ind i Samlingsstuen, hvor Dagslyset faldt ind gennem Skodderne.
Naar Bladene den næste Dag beretter om en saadan Gallaforestilling, har de ved Siden af deres Kritik over Stykket ogsaa en særegen, udførlig Artikel om Publikum. Man faaer at vide hvem der har været i Theatret af Berømtheder, hvad Damerne har havt paa, hvem der har besøgt dem i deres Loge, hvad de har sagt i Foyeren og andre slige interessante Ting.
Etatsraaden drog et lettende Suk og lukkede Læberne med et Smask, som en Mand, der er tilfreds med sig selv. "Ja, noget var der bag," gentog Regissøren, hvis Hoved pludselig dukkede frem bag Chefens Ryg omgivet af den store Krave som af en strittende Kam, "noget var der ..." William svarede ikke. Der kom ved hans Mund en Trækning, der kunde se ud som et Smil. Saa bukkede han og gik ind i Foyeren.
Ude i Foyeren gik det hvidt behandskede Konsortium og drejede uroligt paa Hælene. -Ja men ... hvad skal man saadan sige? sagde Martens, der altid svedte, naar han var i Kjole der har sin Interesse, sagde han. -Naar De blot tier stille, sagde Adolf grovt, der selv var saa nervøs, at han rev Knapperne af sine Handsker.
Mellemakterne, der ved en Premièreforestilling altid er meget lange, giver dem Revanche for Lidelserne i Varmen og Mørket oppe under Hanebjælkerne. De føler sig uhyre. Men Foyeren er ogsaa uhyre fashionable. En almindelig Aften kommer den noble Part af Tilskuerpublikummet der ikke.
Theodor Franz rev Kontordøren op: -Publikum tøer op, raabte han. Publikum tøer op. Men da ingen svarede, og han mærkede, at her ikke var synderlig Bund for Begejstring, løb han igen og vendte tilbage til Foyeren for at udskælde Nattergalen for lukket Dør. Første Afdeling var forbi, og de drev alle rundt paa Scenen. De saa' ud ad Hullerne.
Dagens Ord