United States or Kuwait ? Vote for the TOP Country of the Week !
Denne Gang er det ingen Gjæst, men Regissøren, der kommer for at varsko første Gang. "Je serais prêt, mon ami," siger Coquelin med et Smil og en naadig Haandgestus. Han har endnu knap begyndt paa Paaklædningen, og ti Minutter efter skal han staa paa Scenen, men Regissøren kjender ham og gaar. Han er paa Pletten, naar han skal være der, men heller ikke noget halvt Sekund før.
-Og saa et »Leve Konsortiet«, raabte Regissøren: Det leve højt. Det elektriske Lys faldt pludselig fra Kulissen ud paa Flokken, mens de sang. Herrer og Damer, med Glassene i Hænderne: Og dette skal være Konsortiet til Ære: Hurra. Og Skam faa den, som ikke Konsortiets Skaal vil drikke, Hurra Hurra, Den Skaal var bra' Hurra.
De skiltes, og Herluf vendte tilbage til Direktionsværelset, hvor de Gamle var ved at pakke sammen under Lampen. -Naa, sagde den ene og nikkede. Det har været lidt smaat i den sidste Tid, Hr. Direktør ... Men nu blir det vel bedre skønt det er Julemaaneden nu. -Ja, sagde Herluf, det er det ... Farvel. De to Gamle kom afsted, just som Regissøren meldte, at alt var i Orden. Tæppet kunde gaa.
At han ikke havde lét, da Etatsraaden stod der og pudsede og pudsede sit Øjeglas og tilsidst mente: "Der var noget bag" især saa da Regissøren gentog det, i samme Tonart, samme Tempo. Den Regissør var musikalsk, havde sandelig Øre. Som han havde gentaget det korrekt, ganske som et Ekko. "Der var noget bag ..." Og William morede sig. Det pirrede ham saadan at stikke sig selv med Knappenaale.
I sin Loge holder han Diskussionen gaaende lige til det sidste Øjeblik. Regissøren kommer anden Gang og stikker Hovedet ind. "On peut annoncer," raaber Coquelin til ham. Han gjør den sidste Sminkestreg, retter Parykken foran Spejlet og rejser sig. Vennerne følger ham ned ad Trappen, og man bliver ved at tale.
Høg," sagde han og kneb et firkantet Øjeglas ind under de graa Bryn. "Ja det er William Høg." Tænderne klaprede i Munden. "De er kommen til at fryse," sagde Etatsraaden stadig med Glasset for Øjet. "De skulde have beholdt Deres Overfrakke paa." Han vendte sig ud mod Tilskuerpladsen: "Er Regissøren der?" Regissørens Hoved kom med et "Ja" til Syne i Orkestret. "Og Hr. Andersen?"
Etatsraaden drog et lettende Suk og lukkede Læberne med et Smask, som en Mand, der er tilfreds med sig selv. "Ja, noget var der bag," gentog Regissøren, hvis Hoved pludselig dukkede frem bag Chefens Ryg omgivet af den store Krave som af en strittende Kam, "noget var der ..." William svarede ikke. Der kom ved hans Mund en Trækning, der kunde se ud som et Smil. Saa bukkede han og gik ind i Foyeren.
Oppe paa Scenen var der mørkt, Regissøren gik omkring og stillede Smaating paa et Par Etagèrer; et Par Maskinkarle flyttede Blomster. Saa kom en ung, bleg Herre inde fra Foyeren ud paa Scenen. "Det er ham," sagde Maskinkarlen. Kammeraten standsede lidt, saá efter ham. "Han ser farlig foraset ud," sagde han. William gik ned til Tæppet og saá ud.
"Om vi begyndte," sagde han, satte sig igen. William saá ham tage et hvidt Lommetørklæde frem og dække Hovedet, som stadig rokkede over mod Regissøren, hvis Ansigt forsvandt bag en Pelskrave, der var smøget op lige til Ørene Det var Publikum
Hvor skulde han gaa hen? Og hans Blik faldt atter paa Etatsraadens Ansigt. Han sad og klaskede sin Paryk fast. Nu maatte Navnet lægges bort. Det var vel paa Tiden. Han væmmedes, saa længe han havde baaret det. Regissøren greb ham i Armen. "Tæppet gaar," raabte han og skubbede ham ud i Kulissen. "Tror jeg, Gud forbande mig ikke, Manden er faldet i Søvn." William stod i Kulissen.