United States or Comoros ? Vote for the TOP Country of the Week !
Man bestormer Forfatter og Direktør og Skuespillere, man farter rundt og smigrer sig ind hos deres Venner og Venners Venner, man lover deres Leverandører sin Søgning, man bestikker deres Tjenestefolk, man gjør det Utrolige for at komme i Besiddelse af en saadan Billet.
... Bøg havde henvendt sig til en anset Videnskabsmand og bedet ham i Forening med Fabrikkens Direktør bedømme Opfindelsen. Han havde sendt ham sine Planer og Tegninger, fra ham skulde de gaa videre til Direktøren. Bøg gik nu og ventede paa at blive tilsagt til et Møde, hvor han saa vilde faa deres Mening at vide. Selv var han overmaade rolig. Men Hansen-Maagerup var syg af Utaalmodighed.
Det har vel tildels været Erindringen om Filologernes Dilettantforestilling, der nogle Aar senere bevægede Dagmartheatrets energiske Direktør til at opføre Stykket i en dansk Bearbeidelse, saa at ogsaa det ikkestuderte Publikum kunde faa Lungerne rystede ved den latinske Digters uimodstaaelige Komik.
Dermed er det imidlertid endnu ikke nok. Paris er i Færd med paa Theatrets Omraade ligefrem at afskaffe Provindsen og erobre den som umiddelbart Opland under sig. Naar et nyt Stykke har gjort særlig Lykke paa en af de parisiske Hovedscener, tilkjøber en Direktør, der ligger ledig paa Torvet og de mangler aldrig i Paris sig af Forfatteren Eneret til Opførelse i Provindsen.
Han saa' ud som en Rus ved sit første Sold, som han sad. Herluf havde ikke sagt et Ord. Men som var den en Stén, han løftede for fysisk at dulme en stor Smerte, tog han om Hovedpuden og skød den bort: -Og jeg tror, jeg imorgen bliver Victoria-Teatrets Direktør, sagde han. Gerster hørte knap: Naa endelig, sagde han.
Ja der blev nævnt Folk det var den halve By, der blev nævnt af Rygtet til Direktør. -Saagar jeg, sagde Berg og lo, blev spurgt igaar: Jeg skulde vel være Direktør ... -Ja, raabte Adolf, vi to Berg os to. Spenner dukkede og vaskede Dug: Hvorfor ikke? sagde han. Det vilde vel have sin Interesse. Berg blev ved at le, mens de andre i Spøg, leende og drikkende, vedblev at tale med »Dhrr.
Da han endelig leverede Hovedslaget, var han færdig; Sejren kunde ikke udeblive, og den udeblev heller ikke. En af Pariserkritikerne i Vælten har som Øjenvidne fortalt om denne Triumf. Coquelin havde faaet en Rolle i et nyt Stykke, som Theatrets daværende Direktør Thierry imidlertid af Hensyn til en ældre Skuespiller atter maatte tage fra ham.
Konferensraad, naar en Fader sætter sin Formue i sin Søns Forretning. -Sin Kredit , rettede Konferentsraaden og legede igen lidt med Linealen, før han lagde til: -Ja, ja Deres Fader er jo et godt Navn. Direktør Hein lagde et lille Eftertryk paa det sidste Ord og saa' hen paa Adolf, der, som smittet af Lineallegen, var begyndte at dreje sin høje Hat som en Mølle mellem sine Ben.
De skiltes, og Herluf vendte tilbage til Direktionsværelset, hvor de Gamle var ved at pakke sammen under Lampen. -Naa, sagde den ene og nikkede. Det har været lidt smaat i den sidste Tid, Hr. Direktør ... Men nu blir det vel bedre skønt det er Julemaaneden nu. -Ja, sagde Herluf, det er det ... Farvel. De to Gamle kom afsted, just som Regissøren meldte, at alt var i Orden. Tæppet kunde gaa.
Og da de andre stadig lo, sagde han ligesom undskyldende i en bekymret Tone: -Men der er ingen »Træk« mer, Hr. Direktør. -N-ej, sagde Berg. Adolf kom slet ikke ud af sin høje, kighostelignende Latter: Jespersen maatte have et Glas, sagde han, Jespersen fortjente et Glas. Men Hr.
Dagens Ord