United States or Belarus ? Vote for the TOP Country of the Week !
Her skulde hun altsaa leve, her et lavloftet Liv med et levende Lig i Forraadnelse eller hjemme med en Dranker, hendes Fader. Og her skulde Livet gaa hen, elendigt, Dag efter Dag, graat og altid det samme ... Her skulde Aarene komme et kvælende Lagen af Sand og begrave hende Tomme for Tomme
-Hvad er der? hvad er der? raabte Tinka. -Tine hvor er Tine? Tine er der ikke ... Og pludselig begyndte Madam Bolling at graede. Hvor er hun ikke? sagde Tinka, der var bleg som et Lagen. Hvor ikke?
Saaledes blev Budskabet om Frantz Uldahls Død modtaget paa Havslundegaard. Kun Jomfru Ingwersen sagde ovre i Asylet til Frøken Sofie: Gud ta' ham i naadig Varetægt, lille Sofie! Frantz har altid været den bedste af Børnene fra Egesborg ... Paa Kragholm. Samme Dag. Middag ... Inde i det grønne Gæsteværelse laa Frantz Uldahl under et stort, hvidt Lagen.
Han gik ind i de to Stuer, hvor Christian den Ottende-Møblerne stod saa mærkelig stift mellem KurveEspaliererne med de mange Efeu. Udenfor Vinduerne laa Haven. Sneen gav et særegent Lys i Stuen, som af Skæret fra et ophængt Lagen. Hans Excellence tog Plads. Over ham i Sofaen hang Billeder og Sabler indhyllede i Flor. Han hørte ikke Fru Urne komme, før hun stod der.
Og Tine svarede og vidste ikke, hvordan, ti det var ikke Ord, som havde Lyd : -De siger, de siger, at de er gaaet fra Dannevirke. -Hvad si'er De? hvad si'er De? raabte Provsten. Tine saa kun ham, hans Ansigt over sig, hvidt som et Lagen, alt andet blev borte men hun kunde ikke svare mer, pegede kun ud paa Faderen, der sad, lamslaaet, paa Trappen ved det forladte Lys.
Og han følte den samme urolige Forvirring som før, dette uforklarlige, han ikke forstod, denne Brusen af Blodet til Hjertet. Han gned langsomt, men haardt sin Fod mod det kolde Lagen. Fra hende gik hans Tanker til Boleroen. Det tog Vejret fra ham, tumlede i hans Hoved. Og saa de fire, som havde danset tilsidst. Der kom noget op i Halsen paa ham, han bed i Lagenet og bukkede sig sammen til en Bylt.
-Se Drengen, se Drengen, raabte Moderen, der vred sig af Latter paa sin Stol. Ude klaprede Børnenes Træsko paa Trappen. Skoledagen var endt. Moderen løb til Vinduet for at se. Nede paa den hvide Sne summede Ungerne og sloges: -Satan til Unger, sagde Degnen, der var kommet ind, og han slog paa Panden med Spidsen af sin Pibe, der var lidt skæv. -Aa, sagde Moderen: de ligner Lopper paa et Lagen.
Hun saá hans Træk tydeligt i Skæret fra Lygten; han var hvid som et Lagen. Stella rystede, saa Tænderne klaprede i Munden. Regnen havde vædet hendes Haar og Ansigt. Hun vendte sig, William stod og sled i hendes Kjole. "Hvad vil Du?" sagde hun. "Hvorfor blæser de?" spurgte han. "Fordi de Danske flygter," sagde hun og saá igen ud. William hvinede. "Nu sover Aage," sagde Nina. "Hvad siger Du?"
Minder fra Hospitalets tavse Haver, hvor Løvet faldt tyst i tyste Gange og Byens Støj lød dæmpet hen som fra en Verden, der er glemt; Minder om de mægtige Gaarde, hvor Bærernes hastige Trin døer hen, og om de lange hvide Gange, hvor i Skumringen, dækkede af det sidste Lagen, de bringes bort, som har ophørt at lide.
Den Dødes strittende Ben viste sig allerede i Aabningen. Jakobsen var bleven hvid som et Lagen og skjalv over hele Kroppen: Jeg tør ikke, Voldby ... Sludder! Ta' nu fat! ... Har Du fat? Ja ... Ja, saa kommer han! Forvalterens svære Krop gled langsomt frem gennem Hullet stiv som en Bjælke. Jeg tør ikke, jeg tør ikke ...! stønnede Eleven. Er Du gal , Dreng! Vil Du holde fast ! Jeg har jo sluppet!
Dagens Ord