Det var blot noget sort noget sort og hvidt som blev ved at dreje rundt. Hun blev ved at smile, mens hun lukkede Øjnene. Det var, som Markedslarmen og Musiken og Stemmerne og Hornene, der skingrede, brød sammen i én Brusen i hendes Øren, mens alt gyngede sagte. Hun aabnede Øjnene lidt: Jeg ser ingenting, sagde hun og lukkede dem igen.

Han var jo bare kommen for at sige Farvel. Han gik ud paa Scenen. Man hørte Tilskuerpladsens Larm som en dump Brusen, der nærmer sig og stiger. William traadte ned til Tæppet og saá ud. Et Øjeblik blegnede han ved Synet af alle disse sammenpakkede Hoveder, hvoriblandt han intet skelnede klart. Men saa traadte de langsomt fem Hoved ved Hoved. Pludselig bruste Musikken op fra Orkestrer.

Og han følte den samme urolige Forvirring som før, dette uforklarlige, han ikke forstod, denne Brusen af Blodet til Hjertet. Han gned langsomt, men haardt sin Fod mod det kolde Lagen. Fra hende gik hans Tanker til Boleroen. Det tog Vejret fra ham, tumlede i hans Hoved. Og saa de fire, som havde danset tilsidst. Der kom noget op i Halsen paa ham, han bed i Lagenet og bukkede sig sammen til en Bylt.

Og hele Hurlumheien ledsagedes af Brændingens ensformige Slag, der reiste sig mellem Badevognenes Hjul og gik skummende ind mod Stranden med en dump Brusen. Ellen sad inde paa Bredden under en stor Solskærm og vidste ikke, om hun vilde bade. Thi hun havde i de sidste Dage ikke været ganske vel. Men da Tjeneren meldte, at Vognen var beredt, kunde hun ikke modstaa og reiste sig.

»Det behøver den ikke strax at gjøre; thi eftersom Havet indtager den største Deel af Jordens Overflade, vil Maanen sandsynligvis falde ned i Havet og saa vil dette paa Grund af Maanens store Masse stige over sine Bredder og foraarsage en ny Syndflod. Saaledes skeer det da, hvad der staaer skrevet om, at Himlens Kræfter skulle røres, om Havets Brusen og Menneskenes Skræk og Fortvivlelse.

Stella talte med Garderobe-konen, Høg bestille Billetter til næste Dag; indefra hørte William Musikken, en dump Brusen af Bravo og Mumlen. Han vendte om, løb ned ad Gangen og aabnede Døren til Parkettet. Han stod som fastnaglet. Han gennemsøgte med et eneste sky Blik hver Krog af denne skamløse Blottelse. Saa rødmede han, som en Flod strømmede Blodet igennem ham. "William," raabte Høg.

Berg mente det ikke, og Fru Berg vilde da saa rædsom gerne se den Ja, Høg vilde nu gaa inden Kankan'en William hørte det summe om sig ligesom den ensformigt stigende og faldende Brusen i en Kube i Oprør. Rektor slog ham paa Skulderen og hviskede til ham bagfra. Han tørrede Spyttet af sin Kind uden at høre, hvad der blev sagt og uden at svare.

Som ved Trolddom lagde Havets Brusen sig og Briggen gled hurtigt frem over de jævne, lange Søer. Men pludselig gav det et Stød i Skibet. Det var blevet løftet af en uhyre Bølge, og baaret lige imod en fremspringende Klippe. I det samme faldt Masterne. Med forfærdelig Hast strømmede Vandet ind igennem et Hul i Forstavnen og Skibet fyldtes. Men "Pilgrim"s Besætning var allerede frelst.

Gravesens Lampe hvortil den militære Medarbejder, Kaptejn Petersen, falden for Aldersgrænsen, havde sluttet sig var fuldt Lys. Efter den egentlige Kontortids Slutning var Yderdørene lukkede, og Maskinens Støj lod kun herind som et hyggeligt Akkompagnement af fjern Brusen.

Alle lyttede spændt til den fjærne dumpe Brusen; ingen tænkte paa at sove mere. Nattens dybe Mørke afløstes pludselig og næsten uden Overgang af Morgen-Lyset. De Rejsende saa nu, at der, omtrent en halv Mil forude, hang som en Taagesky over Floden, dog var det ingen almindelig graa Taage.