United States or Austria ? Vote for the TOP Country of the Week !
Og alle tre lod de sig plumpe ned i den sene Klover. De gik igen over Marken henimod Skoven, hvor de satte sig ved Braendestablen foran den lille Lysning; her var Sol endnu og ganske lunt. Haekletojerne kom frem af Lommen, og de smaasnakkede: -Det var svaert, saa de fra Ronhave korte til Bispens nu det var anden Gang. -Tredje var det i to Uger.
Poplerne langs Alléen fik gule Blade og blev ligesom højere i den tyndklare Luft. Moderen frøs sammen: -Hvor Skyggerne bliver lange, sagde hun. Tine bandt Roserne op og saá ud over Plænerne: -Ja, sagde hun, vi er langt henne. Men Moderen, der stirrede ud over de solklare Bede, hvor intet rørte sig, men alt skinnede, Blade og Asters og de sene Roser, sagde: -Tine, et Sted er der dog Fred: i Døden.
Og Frederikke havde paa sin Moders indtrængende Forestillinger taget sin Anklage imod ham tilbage. Men Sandheden vilde hun ikke frem med. Hun paastod, at hun havde været syg, og derfor hverken havde vidst, hvad hun gjorde eller sagde. En noget lignende Forklaring paa sit Tilfælde afgav ogsaa Nils Uldahl, da han i den omtalte sene Nattetime pludselig vækkede Hr.
Derfor behøvedes kun en kort Ordre, og de fandt ved Ankomsten alt rede og alt ved det gamle. Det sene Efteraar var usædvanlig smukt med mild og gennemsigtig Luft. Paa Terrasserne blomstrede de højstammede Roser endnu, og Bedenes Grund var grøn af Reseda og Violer, der piblede frem paany. Langs Taarnene begyndte Espaliernes Blade at gulne, og Druerne tittede blaa og tunge ud bag mangefarvet Løv.
Hun havde faaet saadan en stærk længsel efter sin Moder i den sidste Tid, denne blonde, blege Moder, som hun aldrig havde kendt; og her syntes hun, hun var hende nærmere. Saa var her altid køligt, og de sene Roser duftede. Om Aftenen susede Granerne, og mellem Stammerne hørte hun Kilderne, der rislede ... Ellen havde mødt Schønaich inde i Lindegangen, og de var kommet i Samtale.
Han følte tydeligt, at han var ramt, og nu løb de Banditter ind i Granerne. Blodet rendte ham fra Hoften. Han kunde mærke, hvor han blev vaad ned i Støvlerne ... I rasende Fart sprang han ad Hjemningen, og i den sene Nat maatte en af Karlene køre i Ilfart efter Lægen. Sig, at de har skudt paa mig. Aah Herre du milde Gud og Skaber ...
Naa heldigvis var Sagen forrettet pænt nok, men uden Lodsdamperen var det heller aldrig i Verden gaaet godt den Gang, det er vi alle enige om. Men afkræftede det var vi Jøsses ja. En af os havde forstrakt en Sene i Haandleddet ved at ro, og vi var to, som laa længe syge man gør jo i saaent Tid mere end som Kræfterne kan svare til ... #Min# Helsen slog int til, det er da vist.
Og siden, da du allerede var syg og vi saa ofte gik i "Lundens tyndede Alle" du traengte til Septembers sene Sol tog du en Dag min Haand, og du sagde med din Stemme, der var bleven saa fuld af Angst og af Kaertegn: Naar jeg nu er dod og du, min Dreng, en Gang er bleven en Kunstner, vil du saa se, love mig saa at se til, at de ikke helt glemmer mig? Og du graed. Moder, fordi du skulde do.
Da hun laa i Sengen, taenkte hun pludselig: -Men Appel er jo saaret, og havde glemt det igen. Ruderne dirrede svagt. Ude i Stalden stod Kreaturerne vaagne. Nu og da brolte de, dumpt, som mod Uvejr. Det var Bombardementets tredje Dag, og Bergs Regiment var ikke vendt tilbage. I den sene Nat var der allarmeret igen. Time paa Time var de rykkede forbi, alle Regimenter var ude.
De følte Trang til at lade deres Ord svæve saa højt over Jordens Runding som muligt, og de lod gyldne Drømme taarne sig, højere og højere, til de halvvejs glemte sig bort fra den Virkelighed, der krævede Kamp. Da Bøg var gaaet til Ro, blev Hansen-Maagerup endnu i nogen Tid siddende ved det aabne Vindue. Der boblede Latter og Tale op til ham fra sene Aftenvandrere.
Dagens Ord