United States or Zimbabwe ? Vote for the TOP Country of the Week !
Hun stod paa den anden Side af Bordet og bøjede sig frem under Lampen, saa Skyggen af hendes Hoved faldt over Ridset til Staldene. -Og Møblerne staar jo til ingen Nytte i Horsens, sagde hun. Hun var saa ivrig, at hun blev rød i Kinderne. -Ja, det er udmærket, sagde Karl: han sad endnu med Ridset i Haanden. Ida gik over til ham og tog ham ned om Hovedet.
-Du, sagde hun: fra det Taarn kan man se hele Bræstrup. -De skulde s'gu se lige til Horsens, sagde Karl. Han sad og nikkede foran Planen: Og Terrasser er der ingen af, men det er det, de Folk bygger altid saadan, at man ser, de alligevel ikke har Penge nok. De gik til det næste Rids. Det var Planen over første Sal.
Han havde været Landcommissarieskriver i Aarhus og Ribe Stifter, men levede nu som Eier af to store Gaarde S. V. for Horsens, Ussinggaard og Mæringgaard.
De talte lidt og Ida stod og saá paa ham. -Ja, sagde Karl og skød Brystet frem: man er fin. -Forfærdelig, sagde hun, paa en Gang talende helt Jysk: Hun var blevet saa glad ved at se det flunkende Stykke. Men Karl sagde: -De skulde "spytte" paa den, Frøken Ida. -Ja, sagde Ida: det gjorde vi altid, vi unge Piger, hjemme i Horsens. De stod endnu og lo, da der kom en Dame ind ad Porten.
Hun lagde Poesibogen ned og der faldt et lille Fotografi ud af den. Det var Konferensraadens gamle "Hvide". Og de stod og lo ad den Gang, den dansede midt paa Gaden i Horsens, fordi en Lirekasse spillede en Melodi, som den gamle Cirkushest kendte; og Konferensraaden kunde ikke sidde fast, og Lirekassen, den blev ved at spille, og Hesten, den blev ved at danse, midt paa Gaden.
Tak Gud, Børn, at dette er forbi. Jeg hoster lidt om Natten og er maaske blevet lidt gammel, naar I ser mig igen. Jeg kan ikke mere rive de graa Haar ud, som William saa gerne vilde, nu er der altfor mange." Det sidste Brev var skrevet fra Horsens. De var komne der tre Dage tidligere for at være hjemme, naar Børnene kom.
Men paa den anden Side fremhjalp den voksende Vished om, at de var fattige, og Forstaaelsen af, hvad dette vilde sige, den Følelses Vækst, der første Gang som en Anelse havde grebet ham den Morgen, han med Faderens Lig vendte hjem til Horsens og saá Søstrene paa Perronen.
Hun holdt bestandig mest af de Veje, hun var vant til. Saa kendte man alting, hver Krog, hver Baad og Vinduerne og næsten ogsaa de Mennesker, som kom. Og der var nogle, som hilste, ligesom hjemme i Horsens. Nu nikkede han ogsaa, den gamle tandløse Opvarter paa "Rørholm". Det var fra forleden Morgen, da de drak Kaffe dér, fordi Karl v.
Om Efteraaret kom Skovriderens; og Herluf blev fodt og han voksede til, og Vintre gik og Somre. Midtsommers blev hele Huset fuldt af Gaester hos Skovriderens de fra Kobenhavn og alle de fra Horsens.
De gik bort. -Det er ikke saa lig' til, sagde Christen Nielsens Kone, naar Forsørgeren falder fra. Og saa skiltes de.... Barndomsaarene i Horsens kom. Og saa det første, lyse Ungdomsaar og siden de lange Sygdomstider, de lange Dage: Huset var ved at vaagne. Sofie Pige begyndte at rumstere ude ved Skorstenen.
Dagens Ord