United States or Taiwan ? Vote for the TOP Country of the Week !
"Ser De da ikke, Menneske, at Prinsen i saa Fald vil blive tvungen til at stille sig paa vor Side? Der vil herefter ingen Tilgivelse være for ham. I modsat Fald kan han svinge i Morgen, som han før har gjort det. Han kan æde sine egne Ord i sig, men en død Husar er mere, end han kan sætte til Livs!" "Nej, nej, von Strelitz, det kan vi ikke gøre!" sagde en anden Stemme. "Kan vi ikke?
Min Hoppe rystede Hovedet og jeg min Chako for at vise, hvad vi tænkte om to Dragoner, der søgte at fange en Husar. Men i samme Øjeblik holdt mit Hjerte næsten op at banke, thi for Enden af den lange, hvide Vej holdt en sort Klynge Kavalleri rede til at modtage mig.
Det var saa store Modsætninger, disse to Mænd, at jeg ikke kunde lade være at betragte snart den ene, snart den anden. Den ene, den sortklædte, snu Politiker, den anden, den svære, sabelraslende blaa Husar. Saa tog de begge Plads, Talleyrand lydløst, Lasalle med en Larm, som om et helt Regiment satte sig ned.
Jeg er ikke en Mand, der ligger som en syg Hest og venter paa Slagterøksen. Først søgte jeg at løsne Rebet om mine Ankler og derefter dem, der var bundet om mine Haandled. En Ting var imidlertid klart. En Husar er kun halvt sig selv uden Hest, og jeg saa min anden Halvdel græsse et halvt hundrede Alen fra mig. Derefter blev jeg opmærksom paa noget andet.
Han gav hviskende en Ordre til sine Mamelukker, der hilste i Tavshed og blev, hvor de var, medens jeg fulgte Kejseren. Jeg har paa Ære altid ført mig, som en Husar skal og bør, men selv Lasalle har aldrig struttet saadan af Stolthed eller svunget sin Dolman som jeg gjorde hin Nat.
Togføreren, en smækker Yngling, stram som en Husar i de elegante Nederdele, gav Bai to Fingre og sprang op paa Trinet. Bonden blev ved at skrige og skændes med Konduktøren, der hang paa Brædtet. Og alle Ansigter paa Perronen saa' et Øjeblik efter Toget, som rullede bort.... -Hm, det var det, sagde Præstefrøkenen. Hun gik ind i Gangen med Fru Bai. -Min Forvalter, Hr. Huus, sagde Hr.
Men havde I set mig, som jeg stod der i Krodøren i Alamo den 1ste Juli 1810, vilde I have forstaaet, hvor højt en Husar kan naa. Jeg havde maattet opholde mig i den forbandede Landsby en hel Maaned, blot som Følge af en Lansespids i min ene Ankel, hvad der gjorde det umuligt for mig at sætte Foden til Jorden.
De vilde, min Tro, nok betænke dem to Gange, før de atter lagde Haand paa en Husar af tredje Regiment. Jeg var saa opfyldt heraf, at jeg holdt en lille Tale til disse brave Englændere, og fortalte dem, hvem det var, de havde befriet. Jeg vilde ogsaa have talt om Ære og om tapre Mænds Sympati, men Officeren afbrød mig kort: "Det er meget godt!" sagde han, "er der noget i Vejen, Sergent?"
De tror maaske ikke, at en Artillerist har en Sabel saa vel som en Husar? Imidlertid beordrede jeg Dem ikke at modsige mig. De har kun at gøre, hvad jeg befaler. Men er Sablerne først en Gang dragne af Skeden, maa ingen af disse Mænd slippe levende bort." "Det skal de ikke komme til, Sire!" bemærkede jeg. "Meget vel. Jeg har ikke flere Instrukser til Dem. De kan gaa."
Værten vilde ikke høre Tale om min Plan at drage over Bjergene uden Eskorte, og fortalte mig, at El Cuchille, den spanske Guerillas Chef, var ude samme Dag med sin Bande, og at det var ensbetydende med Døden under Tortur at falde i hans Hænder. Den gamle Præst mente derimod, at en fransk Husar ikke lod sig skræmme heraf, og denne Bemærkning gjorde det ganske af med mine Betænkeligheder.