United States or Iceland ? Vote for the TOP Country of the Week !
Bonden fra Sund sad i en Krog og saa ud over Mylderet. Der var sket en stor Forandring med ham i det sidste Par Dage; han var begyndt at gaa ud og blande sig mellem andre Mennesker. Men alligevel var han ikke den samme som før Historien med Sønnen, der var en sær Højtidelighed over alt, hvad han gjorde. Han sad med Fødderne trukket op under Stolen og den svære Krop ludende forover.
Ved Siden af ham gik hans eneste Søn, der, som Gud og Hvermand vidste, Dagen før var grebet i Faaretyveri oppe i Fjældet over Bygden. Han gik lige hen til Bonden, der havde grebet hans Søn. "Kan jeg faa tale med dig, Hans Joensen?" spurgte han og saa ned. Det saa næsten ud, som var det ham selv, der var grebet i Tyveri.
Kapslen vider sig ud og slutter stramt om de ædende Kim. Overalt møder jeg Folk. Sindigt stræber Bonden. Piben er lagt til Side, og Selerne hisset ned med Seglgarn. Hvert Øjeblik maa han rette sig i Vejret og tørre Sveden bort med sit snavsede Skjorteærme. Der er Smil i hans solbrændte Ansigt. Jeg faar mig en lille Passiar med en af dem. Han staar lige tæt ved, hvor jeg skal forbi.
"Hvorfor kalder De det "Mørkets Slot"?" spurgte jeg. "Det er nu en Gang det Navn, det har faaet her paa Egnen," sagde Bonden, "der skal være begaaet slemme Mørkets Gerninger der oppe paa Slottet. Ikke for intet har den mest ryggesløse Person i hele Polen levet der de sidste fjorten Aar!" "En polsk Adelsmand?" spurgte jeg. "Næ, der fødes ingen af den Slags Folk her i Polen," svarede han.
Han standsede og saa den rødhaarede, der stod derude i Baaden og saa efter ham. Saa gik han videre op over Fjældet, hjemad. De to Mil op over Fjældet og ned igen paa den anden Side gik han som i en Døs. Bonden, der satte ham over Fjorden, troede, han var gal. Saa gik han videre. Først oppe paa Fjældet over Hjemmebygden standsede han.
Han skulde rejse til det store Land mod Vest for at begynde et nyt Liv. Tiden gik. Bonden fra Sund var bleven graa, og hans brede Ryg havde bøjet sig. Han var bleven gammel i de to Aar, der var gaaet, siden Sønnen rejste. Sjælden kom han udenfor sine Enemærker.
Ja giv Bonden en Røverroman om Alexander Magnus: den Slags Geschichter læser han, men giv ham en velskreven Historie, og han lægger den til Side: det er ikke Noget for ham. Nei man maa gaae langsomt, ganske langsomt frem. De gode Kjøbenhavnere leve i den Indbildning, at alle Mennesker have gaaet i Latinskole og studeret Classikerne som de selv.
Duroc gav et Raab fra sig som en Jæger, der ser Vildtet springe op lige foran sig. Fyren syntes ganske at have mistet Besindelsen. Hans Øjne lynede, og hans Ansigt blev dødblegt og fik saa haardt et Træk om Munden, at Bonden forskrækket veg tilbage. Jeg kan se ham endnu, som han bøjede sig over sin brune Hest og stirrede vildt paa de store, sorte Taarne.
"Det er Arensdorf," svarede denne i sin barbariske tyske Dialekt. "Her bliver jeg i Nat," sagde min unge Ledsager. Og idet han vendte sig om mod Bonden, gentog han sit stadige Spørgsmaal: "Kan De sige mig, hvor Baron Straubenthal bor?" "Det kan jeg rigtignok! Det er ham, der ejer "Mørkets Slot"!" sagde Bonden og pegede hen paa de mørke Mure i den nære Fyrretræsskov.
"Det var godt, du kom nu," sagde Hans Joensen og satte Hænderne i Siden; "jeg var ellers paa Vej til Sysselmanden for at melde din Søn." Hvad der blev talt de to Bønder imellem, fik ingen at vide. Men Hans Joensen opgav sit Klagemaal over Sønnen og gned sig i Hænderne. Maanedsdagen efter fulgte Bonden fra Sund sin Søn til Damperen.
Dagens Ord