United States or Bulgaria ? Vote for the TOP Country of the Week !
Saa maa de alligevel have set Hvalerne," sagde den rødhaarede, "men vi stod ogsaa saa længe og snakkede." Straks efter drejede Vejen, saa de kunde se ned over Bygden. Det myldrede og vrimlede dernede som i en stor Myretue, og der steg en forvirret Larm og Raaben op til dem.
Han standsede og saa den rødhaarede, der stod derude i Baaden og saa efter ham. Saa gik han videre op over Fjældet, hjemad. De to Mil op over Fjældet og ned igen paa den anden Side gik han som i en Døs. Bonden, der satte ham over Fjorden, troede, han var gal. Saa gik han videre. Først oppe paa Fjældet over Hjemmebygden standsede han.
Og de begyndte at tale om dem alle dernede, om Præsten og hans langbenede Datter; om Godsforvalteren og de rødhaarede Pigebørn, som altid gik i éns Kjoler, syede af ét Stykke, og Alléen, der gik op til Gaarden og hvor de altid gik paa Stylter: -Herre Gud, sagde Marschalinden: gamle Anders-Lakaj, han er da død.
"Sig mig, hvordan gik det dog til?" spurgte Vennen atter. Stemmen lød som hos en Mand, der har været ved at drukne og nu atter føler fast Grund under Fødderne. Niels svarede ikke. Saa blev der ikke talt flere Ord undervejs, men stadig gik den rødhaarede og skottede til sin Nabo med den halvt medlidende, halvt bange Mine fra før. De nærmede sig hurtig de forreste Huse i Bygden.
Atterbom klappede: Saa løfter vi Enderne.... Tilraabet var til de studerende. Hr. Atterbom blev altid »raa«, naar han stod ved Hesten mellem Realisterne, der tog imod i Skjorteærmer og spyttede i Hænderne. -Naa, naa, saa sætter vi i; Hr. Atterbom talte som en Kusk, der driver et gammelt Øg, mens den rødhaarede lagde for som en skræmt Kapellan for Bispen.
Jeg er et egenkærligt Bæst, skal jeg sige Dem." Jeg sagde, at Fru Carruthers havde altid lært mig, at saadan var Mænd, saa det nedsatte ham ikke i mine Øjne. Han lo. "De maa hjælpe mig til at komme til at sidde og tale med Dem igen efter Middag," sagde han. "Jeg kan se, at den rødhaarede Søn vil have Dem for sig selv, men det tillader jeg selvfølgelig ikke!" Jeg blev overlegen.
Hurra!" raabte Mængden inde paa Land. Det var, som om Baadene vendte hjem efter en stor Sejr. Hvorledes de kom ned gennem Bygden og ned til Baadene, vidste Niels ikke. Men pludselig saa han den rødhaarede springe ned i en Baad, og i Baaden sad Mandslingen fra før og kiggede op paa ham med sine smaa nysgerrige Rotteøjne.
Det var tydeligt, at Vennens Sygdom kom ham ubelejligt. Niels bed Tænderne endnu haardere sammen og nikkede igen for at føje ham. "Niels, der er Grind i Fjorden," raabte den rødhaarede ivrigt og betaget som før. "Hører du, der er Grind i Fjorden." Og før Niels kunde besinde sig, havde han sat ham i Fart ned over Fjældet.
Realisterne lagde for, mens de studerende regnede smaa Mandags-Opgaver i den hule Haand. Den rødhaarede Duks sluttede Censuren: han førte Privatbog over alle tre hundrede syv og firs Disciples Flid og Opførsel. Der blev en stærk Bevægelse. Det var Ole Martens, der trampede ind og smækkede med Døren.
"Nej, det siger De da ikke!" sagde jeg uskyldigt. "Kan man tro noget saadant?" "Ja," sagde han alvorligt, "De kan virkelig tro det." "Saa sig det ikke saa pludseligt," sagde jeg, idet jeg vendte mit Hoved bort, for at han ikke skulde se, hvor jeg lo. "For ser De, hos rødhaarede Personer som mig gaar den Slags Komplimenter til Hovedet."
Dagens Ord