United States or Iraq ? Vote for the TOP Country of the Week !
Jeg er ikke en Mand, der ligger som en syg Hest og venter paa Slagterøksen. Først søgte jeg at løsne Rebet om mine Ankler og derefter dem, der var bundet om mine Haandled. En Ting var imidlertid klart. En Husar er kun halvt sig selv uden Hest, og jeg saa min anden Halvdel græsse et halvt hundrede Alen fra mig. Derefter blev jeg opmærksom paa noget andet.
Jeg hørte ham i Forbifarten sagte meddele Hr. de Caulaincourt, at det var tyske Fyrster, hvoraf den ene Halvdel ventede paa at blive Konger, medens den anden Halvdel allerede følte Tiggerstaven i Haanden. Da Duroc hørte mit Navn, viste han mig ind, og straks efter stod jeg overfor Kejseren. Jeg havde de hundrede Gange set ham under Slaget, men aldrig før staaet Ansigt til Ansigt med ham.
Han stødte efter mit Bryst, men jeg slog hans Sværd til Side og huggede ogsaa den anden Halvdel af Fjerbusken af. "Hvad er det for Abekattestreger?" raabte han, da jeg vendte min Hest. "Hvorfor hugger De efter mig? De ser jo, at jeg ikke gør Gengæld." "Det er altsammen meget godt," bemærkede han, "men De skal alligevel følge mig til Lejren." "Jeg faar aldrig Lejren at se!" paastod jeg.
Etatsraaden og hans Kone havde nemlig i umindelige Tider leven i en Art væbnet Nevtralitet fremkaldt af hans Kvindekærhed og hendes Kreoler-Jalousi. De boede i hele den sidste Halvdel af deres Ægteskab i hver sin Etage af Hovedbygningen paa Egesborg, ligesom Nils og Line nu paa Havslundegaard.
Jeg har ogsaa truffet ham, efter at han var bleven voksen, han var lille af Legeme, men stærk, morsom og underholdende at være sammen med. Han var ganske ung dengang, men havde alligevel en gammel Mands Snille og Forstand. Hans ene Øje var lukket; det saa derfor altid ud, som om han lo med den ene Halvdel af Ansigtet. Aa ja, hvor jeg husker Ukugssulik tydeligt!
Da Processionen naaede Tronen, delte den sig i to Dele, og hver Halvdel tog Plads i en halvmaaneagtig Form paa hver sin Side. De to Førere satte sig under Tronhimlen, og i det Øjeblik, de gjorde det, drønede de store Klokker igen. Da Ekkoet døde bort, rejste alle Munkene, som hidtil havde knælet, sig op og istemmede paa én Gang en Hymne.
Præsten løftede Hovedet og saa aandsfraværende hen mod sin Halvdel. Har du nu igen spillet Shakespeare? spurgte hun haanligt Jeg begriber ikke, at du gider! Pastoren rejste sig med Besvær. Han maatte støtte sig til Bordet: Jeg holder det ikke ud! sagde han og rokkede med Hovedet frem og tilbage Jeg holder det ikke ud, Johanne!
Under den sidste Halvdel af Historien havde gamle Beate rejst sig halvt op paa sine Knæ, og hendes underlige Fagter fik uvilkaarligt Tilhørerne til at rykke tættere sammen. De blinde Øjne saa alt det, hun fortalte om; og hendes Hvisken gik gennem vor Rygmarv. Ingen havde tænkt paa at passe Lamperne; Mosvægerne var forkullede, og der var bleven halvmørkt i det store, menneskefyldte Rum.
Men Johanne havde i den Anledning raset og skabt sig gal; og man var derfor nøjedes med at dele de femhundrede Kroner, hvoraf den ene Halvdel blev sat fast for Juliane, medens Resten blev overgivet Moderen. Og hun havde ikke været ædru siden. Tanken om at komme ind paa et Drankerasyl og blive gjort til Menneske, var forlængst dunstet bort og glemt.
Fru Mølbom havde i det hele taget nemt til at antage et Udtryk, som om hun lugtede til et Løg. Hr. Mølbom vaagnede og saa' over til sin Halvdel. -Vi to, Mo'er, sagde Hr. Mølbom og løftede Glas. Hr. Mølbom kaldte altid sin Kone for »Mo'er« med et Udtryk af Inderlighed paa Ordet. Fru Mølbom havde skænket ham otte Børn fra nitten Aar og nedefter. -Vidne, Hr. Berg, sagde Hr. Mølbom.
Dagens Ord