Da vi vare blevne enige om dette Punkt, traf vi endnu den Aftale, at vi begge To om Aftenen, efterat Solen var gaaet ned, og før Maanen endnu var staaet op, skulde liste os ind i Hønsehuset og bemægtige os Hanen.

Egentlig tænke gjorde hun kun, Dagen lang, paa en eneste Ting, om Børnene nu igen havde bragt Uryd i Tanteregimentet af Galoscher. Tine saa hun om Morgenen. Det var som en Art stiltiende Aftale, at Tine forsvandt af Huset under Tante-Kurene. Moderen og hun mødtes i den Tid nærmest som et Par Smuglere. Men om Morgenen maatte hun være der for at faa Moderen op.

Saa kørte vi derhen og traf Aftale om det. "Det er absolut umuligt for Dem at blive ved paa denne Maade, kære Barn," sagde hun. "De maa have en Chaperone; De er meget for smuk til at bo alene i et Hotel. Hvad kan jeg dog gøre for Dem?" Jeg var forfærdelig ubehagelig til Mode, jeg vidste virkelig ikke, hvad jeg skulde gøre.

Hun brast i Latter. "De lille Pus!" sagde hun. "Vi to vil være gode Venner. Men De maa ikke lege med Robert Vavasour. Han tilhører mig! Han er et af mine egne, særlige Kælebørn. Er det en Aftale?"

Eichbaum: Kære Emilie! Jeg skriver, fordi det er min Dag og det nu en Gang er blevet en Aftale at jeg skriver Onsdag. For her i Hjemmet er der ellers intet hændet med Undtagelse naturligvis af, at vi hjærtelig savner Dig, Mille. Ved Desserten brød de Unge op Karl havde Kate og nød den søde Fromage i Kabinettet. Desværre tror jeg, der er kun daarlige Udsigter for Fanny.

Nei, jeg havde indladt mig i Strid med ham som om min Lykke trængte til at forsvares værre endnu; jeg havde formelig truffet Aftale med ham om, hvorledes man rigtigst burde forholde sig fra begge Sider, og saaledes havde jeg indrømmet Muligheden af, at han kunde seire, havde tilstaaet, at jeg slet ikke eiede denne Lykke, men først skulde vinde den.

Da de kom ud i Forhallen, sagde Karl: -Jeg kunde forresten godt ri'e imorgen. -Men nu kommer Knuth, svarede Kate. -Men saa kan han jo ri'e med, sagde Karl. Det blev en Aftale; og Karl gik. Fru Schleppegrell og Fanny vilde tage hjem med Sporvognen, og de andre karte i Drosken. De talte om Aline, og Generalinden sagde: -Vi dømmer hende jo ikke. Men Du, der er dog Ting, som man ikke fatter.

De roses jo overalt paa Egnen for eminent VeltalenhedKapellanen smilede. »Ja ja, Opdagelsen maatte jo komme en Gang, da Tilfældet havde bragt os sammen. Vær rolig: Hemmeligheden bliver mellem os.« »Men De rejser virkelig ...« stammede Præsten efter den første Overraskelse. »Ja, det er jo en AftalePræsten rystede energisk paa Hovedet. »Hr. Carr, det bliver min Ødelæggelse!

Men hun saá saa bedaarende ud, og jeg følte mig lidt overlegen, og maaske skammede jeg mig ved at vise, at jeg interesserede mig meget for Lord Robert, særligt hvis han tilhører hende, hvad det nu end vil sige, og saa sagde jeg, at det var en Aftale, og at jeg naturligvis aldrig havde tænkt paa at lege med ham; men bagefter kom jeg til at tænke paa, at det er et Løfte, og nu kan jeg aldrig mere se paa ham gennem mine Øjenvipper.